Close up af sylteglas med mælkebøtte stykker i olie
Fra Kogekedlen

Mælkebøtte udtræk

Mælkebøtte udtræk til glad hud og meget andet

De står der troligt hver sommer. Små roset-omkransede gule blomster i din græsplæne, i parken – ja selv op gennem asfalten og fortovssten. De er et stille vidnesbyrd om, hvor gavmild vores klode egentlig er og hvor lidt vi forstår hvad naturen kan.
Af de fleste forbandet som ukrudt, er Mælkebøtten – eller Løvetand – alligevel en af de planter, der virkelig vil os det godt. De fleste af os rykker den imidlertid op og kasserer den som om den intet var værd.
Og med kærlighed må jeg tilføje; “sådan som vi mennesker har for vane”!

Du kan lave så mange ting med den smukke Mælkebøtte, men i dag vil jeg vise dig, hvordan du laver en oliebase. Mælkebøtten olien kan du derefter bruge til salver, cremer – eller madlavning.

Det skal du bruge

  • Hele mælkebøtter
  • Koldpresset jomfruolivenolie

Redskaber

  • Rent sylteglas

Planlægning

Forberedelse30-60 min
Kogetid1 time
Trækketid4 uger

Sådan gør du

Vælg dine mælkebøtter ude i haven eller i parken og træk dem så vidt muligt op med rode. Mængden afhænger af dit sylteglas – du skal kunne have minimum 1 cm olie over mælkebøtterne mens olien står og trækker. Til et almindeligt sylteglas er 5-8 mælkebøtteplanter typisk nok.

Planterne skal skylles grundigt inden du tager dem i brug – i sær hvis du påtænker at bruge olien i madlavning. Herefter lægger du planterne på et viskestykke og tørrer dem. Tag det værste vand med lette tryk med køkkenrulle eller andet viskestykke og lad herefter planterne lufttørre. Det er vigtigt at vandet er væk fra planten inden de kommer i olie, da dette mindsker risiko for at udtrækket bliver dårligt. Hvis solen skinner, så læg dem gerne i en solrig vindueskarm.

Når planterne er tørre, skærer du dem løseligt op i mindre stykker, så de kan komme ned i dit sylteglas.

Har du plukket lidt for mange? Husk at overskydende plantemateriale kan bruges både friskt og i tørret form til te, supper og mange andre ting. Har du ikke planer om at bruge det med det samme, så bind det samme og hæng det til tørring – så er det klar til dig, når du får lyst til en kop lækker mælkebøtte-te.

Herefter hælder du olien over bladene og sørger for at olien dækker med minimum 1 cm. Noget af plantematerialet vil dog stadig ligge i overfladen.

Sæt låg på og mærkat med dato og hvad indholdet er og sæt så glasset mørkt og køligt. Her skal det stå i op til 4 uger – 5 er også fint. Husk blot minimum hver anden dag at ryste glasset, så der er lidt bevægelse i olien.
Du kan afkorte trækketiden til eksempelvis 2 uger og så give olie et opkog, inden du sier den. Stil sylteglasset med mælkebøtteblandingen i en tykbundet gryde med vand udenom sylteglasset og kog roligt vandet op. Det vil opvarme din lækre olie nænsomt. Rør lidt i mælkebøtteblandingen i ny og næ, mens du sørger for at vandet ikke spilkoger – eller fordamper (hæld løbende ekstra vand til, hvis påkrævet). Jeg foretrækker at lave opkog af minimum 1 time, for at hive så mange af Mælkebøttens gaver med ud i olien. Men du kan også godt klare dig med 40 minutter.

Olien skal herefter sies – og sies grundigt. Jeg sier gerne gennem et viskestykke, jeg altid bruger til olieudtræk – det giver mig nemlig mulighed for at vride stoffet med plantestykkerne indeni og dermed hive endnu mere af naturens kraft ud i olien. Sørg for at der ikke er plantestykker i olien.

Herefter hælder du olien i ren flaske eller glas – hvad du lige har ved hånden, sætter mærkat på med dato. Og så har du din helt egen Mælkebøtte oliebase at trække på til kommende salver eller som alternativ på stegepanden. Stil den køligt, men ikke i køleskab og væk fra solens stråler.

Olien kan principielt holde sig 2-6 måneder, men nogle gange kan olier gå til på hylden. Brug derfor øjnene, hver gang du bruger den – og lav ikke mere end du tænker du kan nå at bruge.

Mælkebøtteblade, mælkebøtterod og et sylteglas med skårede plantedele

Ekstra tips

Utålmodig med tørringen?
kan en ventilator eller føntørrer med kold luft hjælpe dig lidt på vej.
Jeg samler et viskestykke omkring dem, som en slags bylt og så blæser jeg forsigtigt ind i bylten. Ligger bladene fremme på bordet ved føntørring, så har du dem hurtigt over hele køkkenet, hvis ikke de holdes på plads af noget.
Dog – hvis tiden er til det – så er der noget smukt og tilfredsstillende i at lade naturen klare det på sin egen måde ved luft- og soltørring.

Medicinske egenskaber

Den smukke Mælkebøtte er lidt af en lille mirakelplante – derfor er det også så tosset at den er så forhadt i haverne.

En god Mælkebøttesalve kan hjælpe med udrensning i huden og virker blandt mod acne og hudirritationer.
Drikker du en Mælkebøtte te eller spiser bladene i en salat, så giver du dit indre en god udrensning. Lever, nyre og tarmsystem bliver ganske enkelt boostet af den gavmilde blomst, der virker udrensende inderst som yderst. Den stimulerer tarmene og sikrer en bedre fordøjelse og mindsker oppustethed.
Sidst mens ikke mindst kan en kop Mælkebøtte te også være med til at gøre din næste forkølelse lidt lettere – den lindrer nemlig ømme halse ved halsbetændelse og forkølelse.

Magiske egenskaber

Overvejer du at bruge Mælkebøtten spirituelt, sættes den ofte i forbindelse med udvikling af psykiske evner.
Den er koblet til planeten Jupiter, der blandt andet står for ekspansion af sindet – og den gule blomst lever op til det. Få blomster kan hurtigt sende hundredvis af frø ud i nabolaget for at finde et sted at slå rod.
Vækst og transformation er nøgleord, så hvis du jonglerer med disse begreber i spirituelle handlinger, er Mælkebøtten en rigtig god makker at have med.

Endelig, fordi den så markant minder os om sol og sommer, er den en oplagt blomst at medtage i sin Beltane og Alban Hefin/Sommer solhvervs fejring, hvis du fejrer disse.

Pas på dit helbred!

Naturens egen medicin, fysiologisk eller magisk, fungerer meget anderledes end den du får på recept. Hvor receptmedicin går ind og akut symptombehandler, giver naturmedicinen dig et bedre baggrundsfundament.

Gå ALDRIG imod lægens anvisninger og får du allerede receptpligtig medicin, så rådfør dig med din læge i forhold til brug af naturens urter og planter. Der kan være næringsstoffer i planter, som kan hæmme et virkemiddel i din medicin og det skal du have afklaret hos lægen og alternativt med professionelle urtekyndige – men din læge kender dig, så start dér.

Søg lægehjælp hvis du føler dig syg. Det kan ikke understreges nok.

Jeg er ikke behandler!
Den viden du finder her på siden er høstet af egen research og erfaringer, både i krop og sind – men jeg er på ingen måde behandler eller lægekyndig og de opskrifter, jeg brygger og bruger på egen krop, må på ingen måde ses som behandlinger eller træde i stedet for lægehjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDanish
Verified by MonsterInsights