Person ser med kærlighed på sit eget spejlbillede. Teksten I love me er lagt over billedet.
Fra blækhuset

Opbyg selvkærlighed gennem spejlet

Denne her øvelse har været i mit liv i mange år – og den er lige svær hver gang, jeg er nødt til at hive den frem igen. Til gengæld er den effektiv i at skifte fokus fra negativ til positiv selvkærlighed.

Det er en øvelse der er meget fysisk funderet, derfor er det vigtigt for mig at understrege at den kun er et indledende punkt på hvad der i de fleste tilfælde vil være et langt dybere arbejde.

Selvkærlighed handler nemlig i sin essens ikke om hvad spejlet viser dig – det handler om en indre følelse om at uanset hvad spejlet viser, så ser du på dig selv med kærlighed. Øvelsen hjælper dig i gang med arbejdet, men skal kun ses som dette; en igangsætter mod et dybere arbejde.

Jeg vil også understrege vigtigheden af at lade øvelsen ligge, hvis du lider af psykiske problemer relateret til din krop, som eksempelvis kropsdysmorfi eller spiseforstyrrelser. I disse tilfælde vil jeg anbefale på det kraftigste at søge professionel hjælp – der findes også gratis tilbud, fysisk såvel som online, der kan træde til med den fornødne ekspertise.

Øvelsen i oversigt

Egentlig består øvelsen af flere øvelser i én – og det er muligt kun at arbejde med det første trin, hvis de næste ikke føles rigtige.
Det går ud på at du gennem spejlet øver positiv talen til dig selv, i større og større udfordringsgrader, efterhånden som du bliver mere og mere tryg i det. Du kan vælge at fokusere udelukkende på det fysiske, men det vil give mere mening at lægge flere lag på; f.eks. kan du fortælle dig selv at du har smukke øjne. Og det er i sig selv en fin observation og et godt sted at starte. Men du kan også fortælle dig selv at du er glad for dine (smukke) øjne, fordi de giver dig muligheden for at se så mange smukke ting i verden.
Få øje på helhederne, de små mirakler din krop og din væren består af.

Fokus udelukkende på det fysiske læner sig lidt mere op af selvtillid end af selvkærlighed – men arbejd med øvelsen som den giver mest mening for dig. Og igen; bliver øvelsen på noget tidspunkt ubehagelig, så skal du stoppe med den. Den må gerne udfordre dig lidt (ellers ville det ikke give mening at lave den), men den skal ikke give dig ondt i maven eller hjertebanken.

Det overordnede formål med øvelsen – uanset trin – er at kærligt ændre den måde, du taler om og ser dig selv fra noget negativt til noget positivt.

Trin 1 – Ansigtet

Du skal ikke bruge et særligt stort spejl – faktisk kan du nøjes med at bruge kamerafunktionen i de fleste mobiler, hvor du vender kameraets fokus indad.

Se godt på dig selv. Du ser formodentlig noget, du ikke er så glad for. Det gør de fleste af os dagligt når vi ser os selv i spejlet. Så sender vi lige en negativ tanke afsted mod de små detaljer vi synes er forkerte.
Men prøv at få øje på det, der er smukt. Det, der viser noget særligt om dig.
Buen på dine øjenbryn. De tydelige smilerynker. Glimtet i øjnene. En tydelig hage.
Brug 1-5 minutter på at fortælle dig selv noget godt, dejligt og positivt ud fra dit spejlbillede. Hæld kærlighed ud over det menneske, du ser inde i spejlet.

Og tag gerne fat i den der rynke i panden, du ikke bryder dig om – fortæl dit spejlbillede, hvor smukt det er at du ikke er ligeglad. At du evner at bekymre dig og føle for andre mennnesker.
Fortæl dig selv at den der brede næse kan dufte så mange skønne dufte, at den er med til at give dine lunger ilt, mens partikler bliver frasorteret på vej ind.

Du bestemmer selv sværhedsgraden. Jeg vil anbefale dig at starte et sted hvor du føler dig nogenlunde komfortabel.

Trin 2 – Træd lidt væk fra spejlet

I dette trin træder du lidt væk fra spejlet, så du som minimum får det øverste af din torso med, men meget gerne hele overkroppen. Øvelsen er det samme som ved trin 1.
Identificer hvad du kan lide og sætter pris på, sæt ord på det – og når du er tryg ved det, så tag gerne fat i de områder du ikke er så glad for – øv dig i at finde noget godt at sige om dem.

Trin 3 – Fuld figur

Igen er øvelsen den samme, blot kan du se og forholde dig til hele din krop. Udover detaljerne, så hæfter vi os ofte også ved diverse asymmetrier, som ikke lige passer til ugebladenes standardmål.

I sig selv kan det faktisk være en ret fed, spirituel øvelse at kigge ind i hvorfor din krop er formet som den er. Er dine skuldre proportionelt bredere end “standarden”? Er benene mere robuste og solide i forhold til overkroppen? Ligger dit tyngdepunkt omkring maven?
Jeg har for eksempel ret kraftige knogler omkring hofte og en tendens til at samle kropsfedt omkring hofte og mave. Mit center. Og ser jeg på mit liv, så er der et kontinuerligt mønster om at finde mit eget center, min indre balance. Min krop er i bogstavelig forstand bygget til at finde mit center. Det synes jeg selv er noget, jeg kan være taknemmelig for.

Men udover det, så handler dette trin om det samme som de foregående. En øvelse i at tale kærligt til sig selv og de dele af kroppen, der trænger til noget kærlighed.

Trin 4 – Sårbarheden

Dette trin er virkelig sårbart for de fleste.

Og dette er okay, hvis du ligger har brug for at gå tilbage til et af de tidligere, men med dette trins udfordring.
Her er der nemlig ingen påklædning. Ingen stoflag, der slører, fremhæver eller løfter. Ingen make-up, hvis du normalt bruger dette.

Blot dig, i din egen guddommelige skabelse.

Og den er svær for mange, så tag den i de små etaper, du måtte have brug for.

Selve opgaven er den samme, men den kommer til at føles sværere, fordi vi står der nøgent uden filtre.
Det får de fleste af os til at mærke en sårbarhed, der kan være svær at være i.

Men tag en dyb vejrtrækning og giv så det menneske i spejlet noget kærlighed. Start med de steder på kroppen, der er nemmeste og bevæg dig mod dem, du plejer at sende negative tanker. Giv nu de områder nogle positive tanker. Se bag om de stringente fysiske mål og former op i mod skønhedsindustriens urealistiske mål – og se i stedet på funktionen, hvad dette område giver dig mulighed for, og anerkend det som sit eget unikke udtryk.

Det, du skal nå frem i mod, er at elske det smukke individ du er – at kunne blive blive til at se dig selv i et kærligere lys og tale til dig selv i en kærligere stemme.

Netop derfor giver det ikke så meget mening udelukkende at fokusere på det fysiske udtryk – men derimod at inddrage funktioner, historien i linjerne…

Strækmærker er her et oplagt eksempel. Mange kvinder har det virkelig svært med strækmærker – men de mærker er tegnet på at de har båret liv. Inde i deres kroppe har de groet en celle op til at blive et menneske. I min verden gør det strækmærker til noget virkeligt smukt – og noget, der ikke er alle forundt.

For mænd kan den vigende hårgrænse være et utroligt følsomt emne – for at være ærlig, så er det et følsomt emne for mig. Jeg synes ikke det er sjovt at se tindingen blive højere. Men jeg må vende den i mit sind til at være mit erfaringscertifikat. Jeg vælger bevidst at se den vigende hårgrænse som et tegn på at jeg ikke længere har brug for at gemme mig bag ungdommens fysiske udtryk. At det er min krops måde at fortælle mig at jeg er klar til andre værdier.
Det er sådan set ligegyldigt om din årsag og din tale giver mening for andre – det skal bare give mening for og styrke til dig selv.

Skab din egen spejløvelse

Med de fire trin kan det lyde som en meget fast rejse, men i virkeligheden er spejløvelsen jo en meget fri øvelse. Du kan sagtens tage de fire trin som moduler, du gennemfører.
Men du kan også plukke og lægge til, og derved skabe en spejløvelse, der er tilpasset lige netop dig.

Du kan sagtens pille det fysiske helt ud af øvelsen og blot bruge spejlet til at se dig selv i øjnene og fortælle dig selv at du er et godt menneske.
Pointen er at spejlet er en sindssygt effektiv samarbejdspartner, når vi skal arbejde med os selv og i at øve kærlighed til os selv.

Og jeg tror det sker, fordi selve refleksionen giver os mulighed for at få os selv lidt på afstand. Selvom det er os sselv vi taler til, så taler vi alligevel til noget “udenfor”. Det kan være en måde at snyde selvcensuren, som ofte fungerer i bedste velgående i hverdagen.

Uanset hvordan du vælger at gå til den, så vil jeg anbefale at skrive lidt ned hver gang.

Dels dine positive ord, hvordan du vendte negative ting til positivt – men i særdeles også hvordan det føles. Hvilke følelser kommer du i kontakt med? Hvorfor tror du at de følelser dukker op? Og de negative ord – hvor kommer de fra? Og hvordan føles det, når du pludselig for første gang taler rart om noget, du tidligere har skældt ud på?

Jeg vil slutte af med at sige noget åbenlyst, som alligevel glemmes alt for ofte:

Alle mennesker fortjener kærlighed. Og alle mennesker fortjener at kunne have selvkærlighed.

Også dig.

Alle de bedste ønsker herfra.

Pas godt på dit smukke Selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDanish
Verified by MonsterInsights