Omfavn det uperfekte – i dig selv

Hvis der er noget, livet har lært mig – og som jeg tillader mig at bruge lidt lommefilosofiske visdomsord på – så er det at intet er perfekt.

Heller ikke mig (dig) selv.

Det er ligesom om livet smider læringen til os i de etaper, vi er i stand til at forstå dem. Som en veltilrettelagt livets skole, hvor der er fuldstændig styr på pensum og intet overladt til tilfældighederne.

Vi lever i en verden, hvor det er sindssygt nemt at pege fingre af andre og sige “du gjorde”, “du sagde” osv. Men som en yderst klog mand engang sagde; hver gang du peger en finger, er der tre der peger tilbage på dig selv.
Derfor har jeg brugt de seneste år til at forsøge at kigge på de tre fingre, fremfor den ene, der vender fremad.

Den benhårde vej udenom de lave gærder

Det er ikke nemt at kigge på de tre fingre.
Faktisk er det en vej, der starter umådeligt langsomt (selvom man selv synes man gør vildt meget fremskridt) og erkendelserne kommer i ærlige, men ubarmhjertige dryp, efterhånden som skålen bygges større med årene.
Sandheden, som vi ikke kommer udenom, er at alt starter og slutter med os selv. Og fordi vi (i mit perspektiv) er sjæle forbundet i en enhed, så bliver det, vi er og gør helt uundgåeligt en del af andre.
Vores glæder og successer smitter af på kollektivet – men det gør vores traumer og sorger også.

Jeg tror på at en stor del af vores rejse gennem de forskellige liv, handler om at vi langsomt får smidt egoet. Og jeg tror på at en vigtig del af den rejse er at se på de tre fingre. I særdeles, når livet kommer ind fra højre og begynder at gøre ondt.
Så kan det være rigtig svært at tage de dybe vejrtrækninger og forbinde sig til helheden.

Man kan blive fristet til at hoppe over hvor gærdet er lavest – og måske pege en finger eller kun forholde sig overfladisk til egne mønstre.
Men der ligger vigtige redskaber langs gærdet, som du er nødt til at have med ind på marken for at pløje den.
Så hvis marken skal pløjes, tilsås og gro – så er du nødt til at tage vejen udenom og samle redskaberne op.

Fra pleasende offer til nysgerrig detektiv

En af mine overlevelsesmekanismer har været at sørge for andre, så godt jeg nu kunne, med de redskaber jeg havde, ofte på bekostning af egne behov og grænser. På den måde sikrede jeg op igennem livet at andre havde det så godt som muligt og konflikter, der kunne true min verden, derfor blev minimeret. Når man har et pleaser-gen og så ikke bliver anerkendt for det eller forstået, måske endda såret, så ligger offerrollen ligefor. For mit vedkommende har den været næsten selvudslettende.
Indtil jeg besluttede mig at lægge den fra mig. Det er selvfølgelig ikke noget man “bare lige” beslutter og vejen til helingen er da også bjerge og dale. Jeg kan stadig i dag gribe mine tanker i at køre i et offer-perspektiv – til gengæld er jeg blevet bedre til at trække vejret og vente.
For da jeg besluttede mig for at lægge den aktive offerrolle fra mig, tog jeg også indirekte en anden beslutning; at finde ud af hvorfor jeg agerer og føler, som jeg gør.
Med andre ord; at begynde at kigge på de tre fingre, der peger ind mod mig selv.

Det betyder ikke at andre ikke har et ansvar for deres ageren (de har jo deres egne tre fingre at se på) – men det betyder at det eneste jeg virkelig kan gøre noget ved og udvikle på – det er mig selv.

At se på de tre fingre handler om at stille sig selv nogle hårde spørgsmål. Det kunne for eksempel være:

Hvorfor sætter jeg ikke grænser?
Hvorfor ramte den situation mig så hårdt?
Hvad er det der gør at det opslag fra en vildt fremmed jeg læste sidste uge stadig påvirker mig?

Og spørgsmålene fortsætter selvfølgelig og er farvet af din egen situation og det sted, du er på din rejse.
Når man ser på de tre fingre, så bliver man en detektiv i sit eget væsen – og jeg er ked af at sige det; men det er sgu ikke alt, der bliver blotlagt, der er lige fedt at se på.

Måske derfor får vi erkendelserne i dryp, målt op efter den skål vi har fået bygget.

Det der begynder at ske er nemlig at man ikke blot får øje på sine egne mønstre – men man begynder også at se hvordan de kan have påvirket andre, alt efter hvilke “fingre” de selv står og slås med. Og når man opdager at den påvirkning har – mod alle intentioner – gjort ked af, gjort usikker, gjort frustreret – så er det en fandens hård pille at sluge.

Men det er også her, du finder den viden du skal bruge for at løfte dig selv.

Det handler ikke om skyld

Noget af det vigtigste i denne her livslange proces er, at det ikke handler om skyld. For helt ærligt, der bliver placeret nok skyld rundt om i verden.
Du kan sagtens være ked af en måde, du er blevet behandlet på – samtidig med at du anerkender din egen del i det.
Du kan sagtens være ked af det, måske endda vred over hvad der måtte være sket – samtidig med at du kan have empati for den eller de personer, der måtte være udløser for smerten.
Udløser bruges bevidst her, for der er i min verden stor forskel på at blive “udløser” og så at være “årsag”.

Følelser er subjektive. De er skyer på himlen, der kommer og går – og hvor meget vægt de får, det er op til os selv. Lader du dem blive, så samler de sig og bliver til et regnvejr. Kan du evne at registrere dem, anerkende dem og lade dem svæve videre, så er der mere solskin.
Jeg ville egentlig ønske jeg kunne tage patent på det billede, men den fine metafor stammer fra en jamaicansk guru, Mooji – og tilsvarende taler indiske Sadhguru om at have lederskab over sin egen lykke. At den største lidelse for mennesket er når vi lader andre bestemme, hvordan vores humør skal være.

Det handler ikke om at være følelseskold, men nærmere følelsesbevidst.
At forstå sine egne følelser, hvordan de påvirker egne handlinger – og hvad det betyder for sig selv og for andre.

At kende sig selv er et velkommen til et simplere liv

Når det ikke skal handle om skyld, så gælder det naturligvis også overfor dig selv.
At se på de tre fingre handler ikke om at begynde at slå sig selv oven i hovedet over alle de ting, man gerne ville have gjort anderledes gennem livet.
Det vil være alt for hård kost for langt de fleste af os.

Hverken du eller jeg går gennem livet uden at såre andre mennesker – eller os selv.
Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du er helt isoleret fra ethvert fællesskab.
Spørgsmålet er hvad du tager med videre.
Hvad tager jeg med videre?

Mine værdier er bygget op omkring kærlighed, loyalitet, omsorg, rummelighed og respekt.
Min livserfaring har givet mig en udfordring fra barnsben på selvværd og selvtillid – og den usikkerhed, der naturligt følger, kommer desværre ofte til at afspejle mit møde med andre mennesker.
Jeg kan blive bange for at miste, bange for ikke at slå til, være god nok – og den frygt kan – og har – givet adfærdsmønstre, der f.eks. utilsigtet signalerer til andre at jeg “tøver med at lukke dem ind”, selvom jeg så inderligt ønsker det modsatte.
Min “tøven” kan så gøre dem usikre på mig.
Og når mit primære fundament er kærlighed og loyalitet, så kan jeg så i næste led tage det som et personligt slag, at andre kan føle sig usikre på mig.
“Kender de mig da slet ikke?”
“Ved jeg selv, hvem jeg er?”

Og så er vi godt og grundigt på vej ind i en spiral, der kan blive uoverskuelig, hvis den ikke bliver grebet.

Nu er det en voldsom forenkling af en erkendelsesproces, men nogle gange skal tingene gøres enkle, for at de står mere klart.
Når jeg nævner den her, så er det fordi det er et eksempel på et mønster, jeg kan kortlægge gennem det meste i mit voksenliv i varierende grader og den har bragt megen ensomhed med sig, på trods af et dybt ønske om fællesskab.
Men jeg griber heldigvis spirallen væsentlig hurtigere end for blot få år siden.

Og eftersom mit værdifundament jo ér kærlighed og omsorg, så er den eneste rigtige omsorgshandling for mig selv og for andre, at tage hånd om roden (i mit tilfælde manglende selvtillid og selvværd) og begynde at grave den fri.

Jeg taler meget om det simple liv og netop dette med at turde at se på de tre fingre, der peger ind ad, er for mig en uundgåelig del af et simpelt liv.
Et liv, hvor fortid og fremtid ikke får lov til at have magt over og styre en smuk og levende og vibrerende nutid.

Det kan lyde enkelt – men der er i virkeligheden stof til flere liv. Og vi må bare gøre det bedste vi kan, med hvad vi har.
Der vil også komme en dag, hvor jeg ser tilbage på denne artikel og indser, hvor meget mere jeg har samlet af viden i mellemtiden – ja, måske vil jeg endda et kort øjeblik tænke “Hold da op, du havde kun lige skrabet overfladen, kammerat”.

Det starter med erkendelsen

Indrømmet, det er ret grænseoverskridende at skrive denne artikel. Det er svært at trykke på “udgiv”.
Og til en vis grad, er den også en anelse for personlig for mig.
Det svier i min sjæl at der er pletter på vinduet og jeg vil jo helst have at der er gjort rent når der kommer gæster.

Når jeg går så tæt på, så er det for at vise at det ikke bare handler om at sige “nå ja, jeg er måske lidt for [….], men det må “de” da kunne forstå”.
Erkendelsen kommer, når du (jeg) tager den helt hjem til os selv.

Det er ikke et nemt stykke arbejde og for langt det fleste af os, så fortsætter arbejdet livet igennem, i de veltilrettede dryp i vores voksende skål.

Og jo længere vi tør at se på de tre fingre, jo bedre ser vi de bitte små fingre fra vores indre barn, der higer efter et kram og et trygt sted at være.
Dét trygge sted kan vi ikke skabe, før vi ser de tre fingre og det indre barns behov.

Og vi vil få svært ved at skabe det trygge sted for andre, hvis vi ikke kan skabe det for os selv.

Derudaf vokser det simplere liv.

I omfavnelsen af det uperfekte.

Alt det bedste til dig – håber ordene kan tjene som inspiration til din egen rejse.

Husk at søge professionel hjælp, hvis du føler at livet overvælder dig. Der findes gratis tilbud rundt omkring, der kan hjælpe dig på vej, hvis du står i en krise og ikke har økonomien til en egentlig terapi. Pas på dig.