Mit første tarotoplæg

Mit hjerte bankede.
Jeg var ærligt talt ret usikker på, hvad det var, jeg var ved at kaste mig ud i.

Ville jeg gøre det rigtig?
Hvordan skulle jeg sige mit spørgsmål?
Kunne jeg overhovedet tolke de billeder jeg fik?

Møjsommeligt pakkede jeg kortene ud. Jeg havde fundet et antikt udseende sæt tarotkort, som talte til mig. De fangede min nostalgiske sjæl og blandt alle valgmulighederne blev det dem, der blev mine første kort. På en måde var der noget enormt genkendeligt over dem. Egentlig var det jo bare et sæt spillekort, som de lå der i min hånden. Der var bare lidt flere kort i bunken end jeg var vant til.

I dagene op til, hvor jeg spændt ventede på at få kortene hjem, læste jeg lidt op på det teoretiske. Hvordan man skulle blande kortene. Hvordan man skulle trække fra bunken. Ja, selv med hvilken hånd det var rigtigst at trække med.
Som jeg sad der, med hjertet hikkende bag ribbene, havde jeg glemt alt.

Jeg endte med at blande dem i hånden som et almindeligt sæt kort. Der kom aldrig nogen seance med at brede kortene ud i en vifte, for kortene valgte sig selv til, et for et. Mens jeg blandede, var der ganske enkelt nogle kort der ligesom “ville ses”. Så dem valgte jeg. Jeg havde allerede der, belært af krystallerne, en ganske god kontakt med min intuition.

Inden da havde jeg også svigtet min oplæring i hvordan man stillede ordentlige spørgsmål. Allerførst havde jeg hakket nogle meget ærbødige og højtidelige ord ud i rummet og følt mig en smule mærkelig. Jeg boede trods alt et sted, hvor der var ekstremt lydt og jeg var og er ikke fri for bekymringer om hvad naboerne måtte tænke. Inden jeg nåede så langt, afbrød jeg mig selv.

“Nej, ved du hvad…”, begyndte jeg og tog en dyb vejrtrækning, “det er første gang jeg lægger kort, kære Univers. Så i stedet for at jeg kloger mig på, hvad jeg skal vide, så beder jeg om at få vist hvad jeg har brug for at vide.”
Det blev, modsat højtideligheden forinden, sagt på godt jydekompot af nord og øst iblandet en københavnsk accent, jeg aldrig kan løbe fra.

Og så blandede jeg.
Og en for en, stak de hovedet frem. Tre kort. Det var til at overskue.
Det var et klassisk fortid-nutid-fremtid oplæg. Også til at forholde sig til.

Og i de sekunder de lå der med ryggen i vejret, stadig gemmende på deres hemmelighed, føltes det som om jeg havde selskab.

Så vendte jeg det første kort, det der skulle vise fortiden eller det, jeg umiddelbart kom fra.
The Sun!

“Det går sgu da af helvede til”, mumlede jeg og havde allerede afskrevet mine evner til nogensinde at få styr på tarotkortene. Jeg kom nemlig fra en sorg og en følelse af at være alene og faret vild, så The Sun virkede ærligt talt pænt malplaceret.

Nå, men har man sagt A, må man sige B, som min far altid sagde.
Jeg vendte det midterste kort – Strength.

Her holdt jeg vejret lidt. For jeg havde – sammenlignet med tidligere kriser – en mærkværdig ro og balance indvendig. Det var ikke sjovt, men jeg var ikke bange. Jeg var ikke lammet. Jeg fik ting udrettet. Strength ramte med andre ord fuldstændig plet.

Det tredje og sidste kort – fremtiden – blev vendt.
The Tower!

Synet af The Tower var i sig selv en smule nervepirrende. Et tårn der bliver skudt i stykker af et lyn kunne ikke ligefrem være godt. Jeg kunne ikke huske det.

Så jeg strøg direkte til online søgemaskiner for at finde ud af betydningen. Det første sted jeg læste fra, fortalte at det værste kort man overhovedet kunne trække, var The Tower. Det var tragedie, ustoppelig og uundgåelig og som et lyn fra en klar himmel. Tak for kaffe, det var noget af en debut!

Et eller andet fik mig til at lægge mobilen fra mig og læne mig tilbage og kigge nærmere på kortene. The Sun plagede mig stadig. Havde jeg trukket forkert? Skulle jeg trække kortene om? I nogle minutter sad jeg og tænkte at de her kort måske var et dumt fejlkøb og måske jeg bare skulle lægge dem i en pose til genbrugsen.

Og så kom det – lynet, om man vil.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Lige pludselig slog det mig at jeg prøvede at tolke kortene ud fra den sorg, jeg var i og hvad fremtiden ville bringe i den henseende.
Men det var jo ikke det jeg havde bedt om.
Jeg havde bedt om at få vist hvad jeg havde brug for at få at vide.

Pludselig gav det mening. Faktisk så meget at jeg af overraskelse tog mig til hovedet og udstødte et “fuuuuck…”, mens gåsehuden piblede frem på armene og op i nakken.

The Sun var mit tiltagende spirituelle arbejde (du kan læse mere om, hvordan det tog fat her), Strength var den balance der var i mig som følge af det arbejde og The Tower var den uundgåelige forandring, der ville følge af den form for indsigt. Det ville være umuligt at vende om.

Resten af dagen var jeg lidt ved siden af mig selv. Jeg var intenst grebet af kortene og havde lyst til at lægge flere oplæg, men hele tiden var der følelsen af at det ikke var nu, jeg skulle lægge flere kort. I stedet lod jeg mit oplæg ligge fremme – et par dage faktisk – for at vende tilbage og se dem an og mærke dem igen.

The Sun, Strength og The Tower blev de tre kort, der dannede porten mellem det gamle og det nye liv.

Ikke at jeg er meget anderledes i dag.
Men kigger jeg bagud gennem porten, ser jeg en rådvild og usikker sjæl, der havde en grundlæggende tro på at alt ville gå skidt.

At leve spirituelt, betyder ikke at leve uden bekymringer og at regnen aldrig samler sig og man aldrig glemmer paraplyen.
Gid det var så vel, men det er langt fra virkeligheden.

Det, spiritualiteten giver, er en forvisning om at alt har et formål og en mening, alt er forbigående og alt er en livserfaring.
Modgang er den gødning, frøene skal bruge for at gro.

At arbejde med tarot har gjort rigtig mange gode ting for mig og dem skriver jeg om her.

Skal du lægge dit første oplæg med tarotkort? Så er mit bedste råd at lytte til og følge din intuition, både med valg af kort og hvordan du helt konkret trækker kort fra bunken.

Har du allerede lagt dit første oplæg? Kan du huske følelsen?
Så er du velkommen til at dele oplevelsen i kommentarfeltet herunder.

Hav det godt