Lidt ord om tilgivelse

“Jeg kan aldrig tilgive hvad der blev gjort”

Uanset om du selv har stået der eller har hørt andre sige det, så har du med sikkerhed hørt denne sætning i en eller anden variation. Og følelsen er for langt de fleste fuldt forståelig.
Jeg har selv sagt den for nylig.

Men når jeg så alligevel sidder her og skriver det, jeg kommer til at skrive, så er det fordi det gik op for mig at tilgivelse ikke er noget man giver til andre.
Det er noget man giver til sig selv.

For når vi bliver ved med at bære nag – hvor forståeligt det end er (og jeg skriver dette velvidende på egen krop, hvilke traumer livet kan bringe) – så låser vi også os selv fast i en tidslomme af vores liv. Og i den tidslomme kan vi ikke oprigtigt tage i mod det nye livet forærer os.

Lad os tage et eksempel:

Har du traumer fra mobning, som sidder fast i dig, så kan alverdens gode mennesker komme din vej – men du vil se på dem med tvivl og forventning om at blive såret. Og det vil højst sandsynligt blive virkelighed – ikke fordi de ikke er gode nok, men fordi din mistillid skaber en distance, som mærkes.

Det er meget forenklet og i en konkret sitaution er det nemmere at tale nuancer – men jeg håber det alligevel giver mening.

Det der er så vigtigt at huske er at vi alle kommer med vores kufferter, der skaber reaktioner og adfærd som kan og bliver tolket, ikke af vores egne øjne, men gennem filtre af andres bagage. Og vi gør det også selv mod andre.
Det er en af de ting, der gør at vi har en tendens til at lave konklusioner og formodninger om andre menneskers intentioner og tanker.

Og netop den tendens kan være med til at forstærke naget, bebrejdelserne over det, der gjorde ondt. Vi skaber os et billede af at modparten har ønsket os ondt, for hvordan kan det være anderledes? Men det er fordi vi ser og vurderer en handling eller situation ud fra vores egen kufferts indhold.

Hvorfor skal det tage så lang tid at hamre et søm i, siger den, der har en hammer i sin kuffert.
Men den der hamrer søm i, har ikke en hammer i sin kuffert, men hamrer med hånden.
Det kan den med hammeren i kufferten bare ikke se.

Men tænk hvis man kunne. Tænk hvis man sagde “her, du må gerne låne min hammer”.

Det kræver selvfølgelig at vi er skarpe på, hvad der foregår – og til syvende og sidst så er vi alle kun mennesker. Formodninger og forudantagelser er ikke noget, vi har den luksus at kunne sige os fri fra. Alle vil vi fra tid til anden falde i.
Men forhåbentligt bliver vi bedre og hurtigere til at fange os selv i det.

Jeg tror på at det er en af nøglerne til tilgivelse.
At evne at kunne se at den anden har ageret efter bedste evne ud fra de redskaber der var til rådighed. Ikke at man skal billige handlingen, slet ikke – men i stedet have en forståelse og indsigt i at hvis man selv stod med den andens kuffert… ville man så egentlig kunne sige sig fri for at have handlet anderledes?

Når man endelig begynder rejsen til tilgivelse

Tilgivelse kommer ikke på én gang.
Det er en hård proces, der i sin essens handler om at give slip. At slippe det, der ikke længere tjener til dit bedste. Og at låse dig fast i nag, sorg og smerte – dét er ikke til dit bedste.

Den første del af processen er at forstå at det er dine egne tanker, der låser dig fast.
Det er en hård erkendelse, for man kan have brug for at placere den hos andre. Men de “andre” er videre. De ved måske ikke engang at de har skabt den ravage i dig. Eller også sidder de andre med samme følelse – om dig?
Følelser er subjektive. Det er noget der foregår inde i dig selv, fodret af dine egne tanker.
Det betyder at din smerte også ligger i din egen boldgade – det er et minde, der hives frem igen og igen.
Men det er ikke noget vi gør for at pine os selv. Ikke bevidst, i hvert fald.
Vi gør det af håb. At et ønske om at være elsket, men fortvivlet over ikke at være det. Vi gør det fordi vi leder efter svar. Noget, der giver mening i alt det der ikke kan forstås.

Meningen og svarene kommer bare ikke.
Men det gør naget, smerten og sorgen. De er der trofast hver gang.

Medmindre vi tilgiver – og det tager tid.
Og rigtig mange gange, sammenkrøllet med hjertets sorg væltende ud af øjnene.
Og lad mig sige dette til enhver der måtte have brug for at høre det:

Det er helt okay og fuldt forståeligt at du er ked af det. Jeg ved du gjorde det bedste du kunne og jeg ved du føler dig værdiløs fordi dit bedste ikke var godt nok. Men det var godt nok, for med de redskaber du havde, kunne det ikke være anderledes. Du handlede efter den viden og indsigt du havde dér – og ingen kan handle efter den indsigt de har i fremtiden.
Det er okay at være ked af det.
Det er okay at være vred.
Og det er mere end okay, hvis du har brug for at græde.
Også hvis du er en mand, der er vokset op med beskeden om at mænd ikke græder. Jo vi gør. Det er nødvendigt. Der er en grund til at en bil har et udstødningsrør, der er nødt til at være et outlet.

Og det er faktisk også helt okay at sige de her ord højt til dig selv, hvis du ikke har nogen, der kan sige dem for dig. Ligesom det er helt legalt at trække armene om sig selv og give sig selv et kram, hvis ingen andre gør det.

Vejen til tilgivelse går gennem processen af at give slip på det kroppen har samlet sammen gennem tårer, ord og bevægelse.

Something must give, er det et engelsk udtryk der hedder. Og det er det tilgivelse handler om; at give til… give til dig selv et rum uden smerte.

Som jeg skrev før er det en proces, hvor du gradvist giver slip.

Men du slipper ikke skødesløst og uden omtanke. Det er ikke virkelighedsflugt eller fornægtelse, jeg taler for.
Du slipper, når du ser hvilke redskaber du selv manglede og når du ser hvilke redskaber modparten manglede. Du slipper, når du forstår – uden at underkende følelserne i det – at ingen kan handle med flere redskaber end de har.

Du slipper, når du begynder at tilføje de redskaber, du selv opdagede du manglede – og kan lade andre om selv at finde deres, når de er klar. Det er ikke dit ansvar eller opgave at finde deres redskaber. Det er ikke dem, du skal give til.
Du skal give dem til dig selv.

Synes du ikke selv at du har fortjent at slippe for smerten?

Til sidst…

Jeg er ikke ekspert i menneskelige følelser.
Som alle andre almindelige mennesker kan jeg kun tegne og skitsere ud fra den vinkel, jeg ser motivet fra.
Derfor beder jeg dig om ikke at tage dette som en endegyldig sandhed om tilgivelse (for der er mange andre aspekter) – men giv dig selv lov til at tygge lidt på ordene.
Mærk hvad der ræsonnere – og hvad der ikke passer på dig.
Og hvis du har lyst, må du meget gerne dele dine tanker og billeder fra dit perspektiv i kommentarfeltet.

Med ønsket om at alt godt må finde din vej