Collage over mulige spirit animals på baggrund af hav i solnedgang
Fra blækhuset,  Spiritualitet

Hvordan arbejder man med spirit og power animals?

Der er i overlevende kulturer helt særlige traditioner for hvordan man finder og arbejder med sit spirit animal. Jeg vil fra starten understrege at det følgende ikke er en indlæring i hvordan disse kulturer arbejder, da jeg arbejder meget intuitivt med mine guides.
Søger du viden om gamle kulturers måder, så skal dette findes andetsteds – nemlig hos dem selv.

Hedder det spirit animal eller power animal?

De hjælpende dyr, der kommer til os bliver kaldt mange ting.
Når jeg flere gange understreger en vis forsigtighed i at bruge begrebet “spirit animal” så skyldes det at en del overlevende kulturer har dette begreb som noget ganske særligt og udtrykket kun bruges i en meget specifik kontekst.
Derfor skelner jeg selv meget mellem hvilke betegnelser jeg sætter på de dyr, der kommer og hjælper mig – og i sær spirit animal er en betegnelse jeg kun har på ét dyr, nemlig ulven.

Læs her, hvordan ulven præsenterede sig for mig

Men lad os tage et kik på nogle af de betegnelser, jeg har fundet og så giver jeg min oplevelse af hvad det står for – og husk, du kan sagtens føle noget andet overfor et ord. Det er helt okay.

Spirit Animal

Den ene hjælper, knyttet stærkt til din sjæl og din åndsrejse. Kommer med budskaber og livsopgaver og er en essentiel støtte, rollemodel og rygrad.

Power Animal

Ofte set ifm orakelkort og er et dyr, der giver dig et budskab her og nu eller via sin adfærd kan vejlede dig i hvordan du skal forholde dig i en enkelt situation.

Animal Guide

Minder meget om power animal, men hænger ligesom ved lidt længere i mere langstrakte udfordringer eller opgaver.

Sjæledyr

En form for fordansket udgave af Spirit Animal og derved også lidt løsrevet fra sin ordinære betydning. Er dog stadig knyttet til sjælens rejse og en vigtig støtte gennem store dele af livet.

At arbejde med dyrene

Når man beslutter sig for at arbejder med dyrene spirituelt, så er de historier jeg hører faktisk slet ikke om beslutninger. Som mange andre ting i den spirituelle verden, så udvikler rejsen og stien sig helt organisk mod dyrene og et præcist “hvornår” kan være svært at pege på.

Men når det sker, så får man et helt team af væsner, der er klar til at hjælpe på vej, hjælpe med indsigter og støtte op i svære tider.

Du kan arbejde med dem i meditationer, i ritualer, til spells, i tarot/orakel oplæg og i dine drømme – og meget andet. Det er kun din egen fantasi, der skaber rammerne for hvordan du selv egentlig arbejder, men lad mig vise dig nogle eksempler på mit arbejde – og så kan du lade dig inspirere til, hvad der føles rigtigt for dig.

Gående meditation med Spirit Animal

Jeg “taler” meget med ulven, der er min spirit animal. Når jeg laver en gående meditation, så tuner jeg på forhånd ind på min problemstilling, så præcist og skarpt som muligt.
Herefter kalder jeg på ulven og inviterer ham med på gåtur og snak.

Og nej, jeg går ikke og “taler med mig selv”.
Men jeg er i min gående meditation hele tiden bevidst om at ulven går lige ved siden af mig og lytter til mine tanker.
Han kan svare på mange måder:
Med menneskestemme – typisk når jeg skal have skåret ting ud i pap.
Han kan svare med sin ulveadfærd, for eksempel stikke sin snude i min hånd, hvis jeg er på rette spor. Og endelig kan han svare med billeder; handler det om at jeg ikke sætter grænser, kan billedet være en ulveleder, der irettesætter en hvalp.

Sådan en gående meditation kan vare fra 20 minutter til et par timer, alt efter problemets størrelse.

Når den er færdig, så siger jeg tak for hjælpen og selskabet og lader ham gå.
Jeg kan godt lide at tage lidt notater efterfølgende – det hjælper mig med at huske de små guldkorn, han kommer med.

Kortoplæg

Der findes forskellige kortsæt med power animals, hvor du kan trække et dyr frem intuitivt til at guide dig i et mere specifikt spørgsmål.
Når jeg selv gør brug af dem, så er det typisk i forbindelse med et større oplæg, der viser nogle problemstillinger, som jeg er usikker på.
Så kan jeg bede om at få hjælp fra dyreverdenen, der skal give mig kræfter til at komme igennem eller hvis adfærd jeg skal læne mig op ad for at navigere bedst muligt igennem.

Hvordan vi trækker kortene, er meget individuelt, men jeg lader gerne kortet med det fremmøde dyr stå fremme mens jeg tænker over kortenes budskaber – og har jeg bedt om hjælp i en given situation, så bliver det fremme (lægges evt som baggrundsbilled på min mobil) indtil det er ovre.

Ligesom med den gående meditation, så giver jeg det fremmødte dyr tak for selskabet og den hjælp og støtte det har været.

Hjælp fra dyr i ritauler

Nu er ritualer jo et vidt begreb, så det er svært at skrive et helt konkret eksempel. Nogle gange benytter jeg mig af ulven, andre gange kalder jeg på nogle andre dyr, der har nogle spidskompetencer, der matcher opgaven.

Mit nytårsny ritual er en af de ritualer, jeg har, hvor jeg altid beder om ulvens snarrådighed til at vide hvilke veje jeg skal gå, for at nå mine mål. Det er et ritual jeg gentager hver nymåne.

Manifesteringer og støtte. Hvis jeg ved at jeg skal ud i noget, hvor jeg skal bevare overblikket, kan jeg lave et lille manifesterings ritual, oftest med ild, og samtidig bede eksempelvis ørnen om at være ved min side, mens det står på. Eller jeg kan bede duen om at hjælpe med at bringe fredelige og kærlige vibrationer til en stemning.

Lad dyrene guide dig

Som sagt, så er der mange måder og grader at arbejde med dyrene på og din personlige vej kan kun du selv mærke. Jeg ved det kan være fristende at lede efter én der siger, “sådan her er den rigtige måde” – men det er kun rigtigt for dén person. En rigtig god tommelfinger regel i spirituelt arbejde er at hvis du oplever en indre modstand på det, så er der noget, der skal ses efter i sømmene; egne filtre eller at metoden ganske enkelt ikke connecter med dig.

Men prøv dig frem – og tag gerne dyrene til hjælp i din udforskning. Hvilket dyr er det første du tænker på, når jeg siger “nysgerrighed” og “undersøger alt”?

Start dér. Kald på det dyr og bed det om at vise dig en måde, I kan samarbejde på.
Læg mærke til hvad det gør og hvordan og hvad det kommunikerer.

Så har du et rigtig godt udgangspunkt til at begynde at arbejde med dyr.
Og husk – sig altid tak for den hjælp og støtte du får.
Dyrene er taknemmelige skabninger, men de sætter pris på respekt – og de sætter pris på at du gør noget ved de råd, de kommer med.
Ellers kan de godt finde på at “sætte dig på pause”.

Det har jeg prøvet et par gange med ulven.
Og han kom ikke, før jeg havde erkendt hvorfor jeg ikke havde taget rådene til mig.

Rigtig god fornøjelse med arbejdet og de indre stier, der skal lægges i selskab med dyrene.
Al det bedste til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDanish
Verified by MonsterInsights