Rider Waite Smith kort spredt i en bue
Fra blækhuset

Hvad kan tarot gøre for mig?

Hvis du er havnet herinde, så er der en god sandsynlighed for at det ikke er første gang, du hører om tarotkort.
Du har formodentlig stødt på det nogle gange, nysgerrigheden er blevet vakt – men hvad kan de egentlig, de der kort?

Hvad kan tarot gøre for dig?

Leg, læring og divination

Først og fremmest, så er der næsten lige så mange måder at bruge tarotkort på, som der er folk, der bruger dem. Lad dig inspirere – men siger din mavefornemmelse noget andet, så følg den.

Nu fik jeg selv ret hurtigt dyb respekt for kortene, så det er begrænset hvor meget jeg “legede”. Men der er nogle, der starter med at lave nogle relativt uforpligtende oplæg, som en form for øvebase, mens kortenes betydning og deres sammenspil rodfæster sig.

De fleste professionelle bruger tarot til en form for divination; en spirituel kontakt til noget højere end én selv for at søge råd og svar på spørgsmål. Det er også sådan jeg bruger dem.
Divination er der flere veje til, men det handler i al enkelhed om et sammenspil mellem tolkning af symboler og intuition/kanalisering.

Du vil før eller siden støde på nogle, der er meget stringente i deres opfattelse af hvad kortene betyder – og der er da også nogle grundtanker om hvert kort, der er gode at kende. Men at læse tarotkort er også et arbejde med intuition og kreativ tænkning.
At kunne omsætte symboler til aspekter i hverdagen.

Derfor ligger der også et læringsarbejde i tarotkortene – hvor meget, afhænger helt og holdent af, hvor dybt du vil grave. Graver du rigtig dybt, kommer du både omkring Kabbalah, numerologi, astrologi, arketypiske symboler og meget andet. I den forbindelse vil du også uundgåeligt støde på tarottens oprindelse og historie fra symbolernes ophav.
Jo mere baggrundsviden du har om symbolerne, jo lettere bliver det også at læse kortene, som de er tegnet. Forbindelsen til den problemstilling, du står med, skabes dog af din intuition.
Og nogle kan også blive så låst af alle symbolerne, at de har svært ved at kanalisere budskabet, så mærk efter hvor grænsen går hos dig.

Den dårlige nyhed med intuition er at du ikke kan lære om den i en bog. Den skal trænes op, som muskler i din krop. Enhver, der har været til genoptræning, ved at det kan være en hård nød at genoptræne svækkede muskler. Intuitionen er for så vidt ikke anderledes.

Den gode nyhed er at vi alle har intuition. Hvor stærk den er, afhænger af hvor meget plads du har givet den tidligere – og hvor meget og hvor vedholdende du træner den.

Hvad tarotten har givet mig

For mit vedkommende, siden det første oplæg, har jeg ikke kigget mig tilbage.
Jeg har haft mindre perioder, hvor jeg ikke har haft et behov for at lægge kortene – men jeg har aldrig tvivlet på dem, siden jeg forstod det første oplæg. Det kan tyde lidt voldsomt, hvis du er skeptiker – men du bliver næppe mere skeptiker end jeg selv var i en periode af mit liv.

Takket være tarotten har jeg i dag tilegnet mig en viden om symboler, andre spirituelle grene og ikke mindst mig selv inklusive skyggesider, som jeg næppe havde fundet uden kortene.
Jeg er nemlig en af dem, der godt kan lide at grave dybt. Hamrende nysgerrig og videbegærlig, så det var på flere måder et godt match, kortene og jeg, når de har så meget at sige.
Ikke dermed sagt at jeg er blevet ekspert – det håber jeg aldrig at jeg bliver. Men basen er lagt og grenene er flettet ind i hinanden.

Den største virkning ligger dog i det menneskelige.

For hver gang jeg bruger kortene skærpes min intuition. Jeg elsker den måde, det kommer til live på og hvordan det føles når intuitionen trænger sig på. Og den intuition jeg lærte gennem tarotkortene (og krystallerne inden da) bliver langsomt overført til hverdagen.
Jeg kan ikke påstå at jeg rammer plet hver gang, ligesom jeg stadig kan opleve at blive i tvivl. Oftest skyldes det dog at jeg lader følelserne overskygge det, min intuition fortæller mig.
Men husk – intuition kan ikke bruges til lotto kuponer. Og det ville i mine øjne også være en lidt uhæderlig måde at vinde i lotto på, hvis man altså kunne. Men det er en anden snak.

En naturlig konsekvens af at intuitionen er skærpet, er en dybere ro i hverdagen. Der skal mere til at tippe mig end før og jeg opfanger min krops stresssignaler langt hurtigere end nogensinde før. Og for én, der har kæmpet med stress sygemelding, så er det altså guld værd.

Men jeg kommer heller ikke udenom at i takt med at det ene oplæg efter det andet har siddet lige i skabet, i takt med at forskellige oplæg til tider har givet næsten identiske kort uafhængigt af hinanden, har jeg fået en større og større følelse af den højeste sammenhæng, som jeg kalder Universet.
Jeg mærker en tilstedeværelse, når jeg lægger mine kort.
Og ikke kun dér. Jeg mærker den ved bøn, når jeg udfører mine ritualer, når jeg tager mig af mine planter og meget andet. Og jo mere jeg giver den plads, jo mere kommer den frem.

Jeg ved godt at ikke alle mennesker kan følge mig så langt – og det behøver de heller ikke. Der er ingen krav om trosretninger, spiritualitet eller andet, for at læse med her. Men det ér en uløselig del af hvad tarotten har givet mig personligt af gaver og måder at være i livet på. Og det er jeg dybt taknemmelig for at have oplevet og jeg kan kun ønske at andre måtte få den samme ro indvendig.

Tarotkort kan altså give dig alt fra en hyggelig, lidt spændende oplevelse til en total livsomvæltning – eller, måske mere præcist, være medvirkende til det. For til syvende og sidst kan tarotten ikke gøre noget, du ikke ønsker.
Det hele afhænger af, hvordan du møder kortene og hvilket formål, du tænker de skal opfylde.

En lille slutbemærkning; der er dem, der hævder at dit første sæt tarotkort skal foræres til dig. At du ikke må købe det selv.
Det er noget pjat – jeg købte mine første kort selv og de har ikke vaklet én eneste gang. Til gengæld skal du være forberedt på at det første sæt nok er starten på en ny samling.
Der er nemlig så mange vidunderlige sæt derude at det er svært at nøjes.

Så er du advaret 😉

Ha’ det skønt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDanish
Verified by MonsterInsights