Er du fanget i hamsterhjulet?
Jeg sad en aften og filosoferede lidt over begrebet “hamsterhjul”.
For hvorfor bruger vi egentlig det udtryk om vores fastlåste og hektiske menneskeliv?
Uanset om du har LinkedIn, Facebook eller læser ugeblade, så er du højst sandsynligt stødt på historier om at bryde ud af hamsterhjulet. Du har måske endda hørt det på din egen arbejdsplads.
Måske du endda selv har gået med trangen? Og måske du HAR gjort det?
Pointen er at ønsket såvel som historierne er der alle vegne, hvis vi åbner øjnene.
Men hvad betyder det egentlig?
Hamsterhjulet er ikke kun arbejdsrelateret
Selvom man sagtens kan bruge udtrykket i forbindelse med arbejdet, så kan det at være fanget i hamsterhjulet dække over mange ting, men med nogle specifikke fællesnævnere:
- Ond cirkel
- Kedsomhed
- Formålsløshed
- Følelse af fastlåsthed
– bare for at nævne et par stykker.
Følelsen kan være isoleret til en enkelt ting, eller du kan have følelsen omkring hele dit liv. At du er låst fast i det samme mønster fra du vågner om morgenen til du går i seng om aftenen – uden meget tid til dig og det, du drømmer om, eller muligheder for at ændre det.
For hvad med økonomien? Hvad vil de andre sige? Skal jeg ikke bare tage mig sammen?
At bryde ud af hamsterhjulet bliver ofte i de store historier til fortællinger om at købe hus i Italien og lave en slags B&B, blive herre over eget liv og indtægt. Men at bryde ud af et hamsterhjul kan jo også være at sige nej tak til den ven, der altid fanger dig i et dramamønster. At sige farvel til noget, der dræner, for at gøre plads til noget der kan gro.
Du kan også bryde ud af dit eget indre hamsterhjul – for vi kan faktisk også godt skabe virkeligt dårlige onde cirkler for os selv.
Hvad er et hamsterhjul?
Hvad er det egentlig, vi refererer til, når vi siger at vi bryder ud af hamsterhjulet?
Et hamsterhjul er helt jordnært et stykke cirkelformet metal eller plastik på støttefod, der sættes ind i et hamsterbur til hamsterens fornøjelse.

Men når vi kigger på formålet med hamsterhjulet, så kommer metaforen mere til sin ret, end vi måske egentlig bryder os om.
For det der sker at at mennesket går ind i en dyreforretning og køber en hamster, der er slægtsled med nogle hamstere, der levede i deres naturlige habitat. Kroppen og cellerne husker – også på tværs af generationer.
Det lille nuttede pelsdyr, hvis gener graver lange tunneller under jorden, samler forråd blandt træer og buske, det bliver sat ind i et firkantet bur, med lidt strøelse og nogle plastikdingenoter til underholdninger og – ikke at forglemme – hamsterhjulet til den fysiske adspredelse.
Hamsteren er med andre ord gået fra sit naturlige habitat (eller genernes hukommelse deraf) til at være fastlåst i et stålbur uden ret meget til at fordrive tiden med.
Og det er lidt det samme der sker for os mennesker, når vi rammes af hamsterhjulsfølelsen.
Vi befinder os i et metaforisk lukket rum, som vi ikke kan se os ud af og som strider mod vores natur.
Menneskets natur er ikke at have samme arbejdstider året rundt, at være vågen lige mange timer og at spise flergange bearbejdet mad, der knap kan huske hvordan et næringsstof ser ud. Vi er ganske enkelt ikke bygget til det. Jo mere hektisk en hverdag vi bygger, jo mere ensformig, jo mindre formål, jo mere presses vi ind i hamsterhjulet. Det er min påstand, at når vi begynder at høre hamsterhjulet knirke, så skal vi tage affære og tage hånd om os selv. Bliver vi i hjulet, trods knirken – så vænner vi os til lyden… og bliver ved indtil hjulet brænder sammen.
Men det er et sidespor…
Hvad der for mig var ekstra interessant, den aften jeg sad og tyggede på ordet “hamsterhjul”, var det helt åbenlyse faktum at hamsterhjulet, vi sætter ind til hamsteren, er menneskeskabt. Der er jo ikke hamsterhjul ude i det fri. Hjulet er resultatet af en tanke om at når vi, som mennesker, nu fjerner et yderst aktivt dyr fra sit naturlige habitat, så må vi jo give mulighed for anden aktivitet.
Intet er naturligt for hamsteren; hjulet er kunstigt, buret er en brøkdel af det naturlige territorium uden mulighed for at komme væk. Altså, menneskeskabt.
Det interessante er at det bur og det hjul vi selv sidder og løber i er også menneskeskabt.
Om det er arbejde, venskabet der ikke varetager begges grænser – uanset årsag, så er det menneskeskabt.
Vi har med andre ord sat os selv i bur – og mange har smidt nøglen væk. Mange har levet i buret så længe at det ville være svært at begå sig udenfor tremmerne.
Hvordan bryder man ud af hjulet?
Fordi vores hamsterhjul er menneskeskabt, så har vi en fordel som hamsteren ikke har – vi kan selv sætte os fri igen.
Alt efter hvilken type hjul vi snakker om, så er det fælles dog at man bryder væk fra, siger farvel til noget man kender – og det er ikke sikkert at man kan få det tilbage, når først skridtet er taget. Og det er det, der gør det så fandens svært (beklager ordvalget).
Så hvis du hører hjulet knirke, så er det tegn til at begynde at planlægge dit exit. Hvor omfattende omvæltningen bliver, afhænger naturligvis af hvor omsigfattende dit hjul er.
Er der økonomi i spil, så sørg for at kigge dit budget igennem og find ud af hvor meget der evt. skal spares op – eller skæres fra af dit forbrug. Og ja, det kan betyde nogle afsavn for en tid – men det kan også bevirke at du opdager at det, du troede du ikke kunne leve uden, trives du faktisk bedre med at have sagt farvel til.
Det er den ubekendte faktor – og uanset størrelse af dit hamsterhjul, så vil der altid være ting, du ikke kan planlægge. Ting, du ikke kan forudsige.
Og når man bygger nyt, vil der altid være noget der skal skæres fra.
Det er op til dig om du er villig til at undvære den daglige ration frø i foderskålen og dit hamsterhjul – for at komme ud i marken, hvor du kan samle nødder, bær og bo i huler – men formodentlig arbejde lidt hårdere for det.
Men husk – måske du skal arbejde lidt hårdere… men hvis nu det gør dig lykkeligere og mere i tråd med dig selv og din natur… er det så en pris, du vil betale?
Tag ejerskab på dit hamsterhjul!
Jeg var ret målløs over hvor sigende “hamsterhjuls” metaforen egentlig var, når jeg tyggede ordet igennem. Faktisk gav det mig ekstra lærdom og visdom til min egen vej. For det er oplagt at de fleste af os, mig selv inklusive, fra tid til anden revurderer vores ståsted og må mærke efter hvad der skal blive – og hvad der må slippes.
Og ved at indse at hamsterhjulet er menneskeskabt, at situationen der kræver et hamsterhjul også er menneskeskabt – det gjorde mig faktisk lettet. Omstændighederne er ikke længere det her mytiske loft, man ikke kan banke sig ud af. Man skal blot finde ud af hvor trappen er – og være villig til at sige farvel til noget, for at modtage noget andet.
Er der noget i dit liv, der føles som et hamsterhjul (se evt. de opstillede punkter herover)?
Hvad håber du at vinde?
Hvad får du ud af at blive?
Hvad skal du regne med at sige farvel til?
Har du styr på økonomien, hvis det er en faktor?
Dette er en invitation til at tygge lidt på ordet selv og se på det ud fra din egen kontekst. Del gerne dine erfaringer eller tanker under artiklen her, eller de tilhørende opslag på de sociale medier.
Du kan finde opslag om artiklen på Instagram og Facebook.
Ha’ det godt 🙂


