Vejen ind i en spirituel livsstil

Life cannot be against you, for you are Life itself.
Life can only seem to go against the ego’s projections, which are rarely the truth

Mooji

Den røde plastpande med den ridsede bund, hvor tidligere jordrester for altid ville sladre om ivrig brug, udgjorde midtpunktet for hans opmærksomhed. Med et lille bundt afstødte birkegrene piskede han lidt i panden. Han dryssede møjsommeligt mere jord ned i panden og sank ned i de skæve cirkler, grenene trak. Små luftbobler kom frem på overfladen og jordens mikroskopiske grusrester raspede mod bunden af plastikpanden. Et øjeblik holdt han inde og sad i stilhed. Han var omsluttet af den store gyvelbusk, der udgjorde grænselandet mellem den kendte boligblok og vejen udenfor. For sit indre blik så han for sig, hvordan birketræets kraft blandede sig i den jordiske kompot.

Jeg kan undre mig over at der er næsten 40 år mellem den bette knejt og den mand, der skriver i dag. Hvorfor gav jeg slip?

I virkeligheden var jeg bange. Bange for at blive grint (mere) af, bange for at mine forældre vil tro at jeg var luret ind af en sekt, hvilket bevirkede at jeg smuglæste bøger i religionssektionen på det lokale bibliotek. Jeg lånte store dyre- og flora værker, som jeg fortryllet bladrede i, men aldrig rigtig kunne forklare, hvorfor jeg var nødt til at låne dem. Gyvelbuske, nedtrådte stier og øde, naturprægede bag- og omveje spredte sig ud over mine tidlige år som billeder ophober sig på nutidens mobiltelefoner. Indtil det stoppede.

I virkeligheden tror jeg ikke, jeg forstod at de svar jeg søgte og den forbindelse jeg allerede dengang mærkede, slet ikke kunne findes på religionshylderne. Eller jo, brudstykker af den… men i bund og grund var verden magisk. Og jeg har stadig til gode at finde den bog eller det værk der omfavner den magi til fulde.

Men livet sker. Og nogle gange sker det at livet gør ondt. Rigtig ondt. Og i min angst, min vrede og min forurettethed, vendte jeg det hele ryggen. Gud var død, som Nietzche proklamerede – og jeg gik så langt som at tænke at Gud aldrig havde eksisteret. Ja faktisk, var agnostikere bare nogle svæklinge, der ikke kunne tage en beslutning.
Når mennesket presses op af en mur, kan det gå i forsvar. Og jeg må tilstå at med henblik på livsanskuelse og mit forhold til verdens magi, blev mit stærkeste forsvar et angreb – og det var helt ærligt ikke særlig kønt.
Det var larmende og skingert, sådan som man kan forvente det af et menneske, der er ude af balance med sig selv – fordi selvet, det ægte selv, er blevet forlagt.

Men det var nødvendigt at komme derud.
Det var nødvendigt at få revet alle mine indlærte forestillinger fra bøgerne væk, for at kunne finde tilbage til drengen nede under gyvelbusken, der var ved at brygge en styrke potion, så jeg bedre kunne holde til mobningen i skolen. Jeg vidste ikke en skid – men jeg blev guidet af min intuition.
Og dén var jeg nødt til at miste for at forstå hvor meget, den er værd.

Jeg er ikke ved vejs ende med genoptræningen af intuitionen. En af de ting, jeg tror jeg skulle forstå var nemlig at denne her rejse ikke har et facit. Der er ikke et eller andet punkt, du kan vinge af og så proklamere at nu ved du alt om den spirituelle verden. Det er netop deri, magien ligger. Jeg har ganske vist trænet min intuition en del og den ér blevet ganske skarp – men den kan altid trænes mere. Og ligesom alle muskler i kroppen, så skal den også holdes ved lige. Og måske ér der et liv i rækken af liv, hvor jeg endelig finder Sandheden – men dette liv føles ikke som dét liv.

En sodalit og en bjergkrystal

For nogle år tilbage stod jeg i en krystalbutik i København. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men jeg fandt mig selv derinde. Egentlig troede jeg ikke en skid på dem. Jeg syntes bare at det var lidt sjovt at have nogle krystaller, der matchede ens stjernetegn og så var de rare at fidge med i lommen, når jeg rendte rundt blandt mennesker (jeg led en del af angst på det tidspunkt). Men på vej mod kassen var der lige et par sten, der trak i mig. Jeg havde haft dem i hænderne, men den enes navn vidste jeg ikke lige noget om og den anden var helt gennemsigtig – og det syntes jeg var lidt kedeligt.

Det var en sodalit og en bjergkrystal.
Og af en eller anden grund så var de nødt til at komme med mig hjem.

Dér lå de et godt stykke tid sammen med andre krystaller og så pæne ud. I lang tid tænkte jeg ikke videre over det, men umærkeligt som uger og måneder gik, som jeg kom omkring flere og flere You Tube videoer med meditation, drømmerejser, indisk filosofi, så trak de mere og mere i mig.

Indtil jeg købte en sten mere. Og én til. Og én til.
Jeg begyndte at dykke ned i hvad de forskellige sten betød og kunne, fordi jeg ligesom så mange andre, der starter ud med krystaller, var overbevist om at der var bestemte måder det skulle bruges på, bestemte former der var rigtigere til en bestemt brug end noget andet.
Der skete imidlertid noget magisk.
En dag havde jeg behov for at tage nogle bestemte sten med og fordi jeg havde travlt, havde jeg ikke tid til at slå dem op og finde ud af om “teorien” passede i forhold til det, jeg skulle og følte. Med andre ord, min intuition måtte vælge for mig.
Da jeg flere timer senere fik rummet til at slå stenene op, læste jeg om energier, jeg havde gjort brug af i løbet af dagen.

Nu er jeg en god blanding af både nysgerrig og skeptisk sjæl, så jeg får selvfølgelig lyst til at teste det af nogle flere gange. Jeg holder op med at læse om hvad krystallerne kan og rettes i mod og vælger med intuitionen. Nogle gange skiftede jeg dem ud i løbet af dagen, andre gange gik jeg med de samme 2-3 sten flere dage i træk. Fælles for alle gangene var at jeg undersøgte deres egenskaber, når jeg ville skifte til nogle andre. Når jeg havde haft brug for gennemslagskraft, havde jeg haft krystaller i lommen der understøttede det. Når jeg havde haft brug for at holde den mentale balance, så modsvarede stenene det.
Hver eneste gang.
Og sådan kørte det henover 11-12 skift indtil jeg fandt ro i at min intuition nok skulle finde de rette sten til mig. Det er efter den devise, jeg køber krystaller i dag. Det er 100% intuitionsstyret ved købet. Nogle gange kan jeg så blive nysgerrig når jeg kommer hjem, og lige slå op hvad det egentlig er den sten siges at kunne.
Jeg har stadig til gode at opleve at den sten, jeg er kommet hjem med, ikke har givet mening i hvad end jeg står i af såvel godt som skidt.

Men hvad var det lige med sodalitten og bjergkrystallen, der syntes at starte det hele?

Det dykkede jeg ned i for ikke så længe siden, fordi jeg pludselig opdagede at jeg stod med netop de to sten i hånden og mindedes den dag, de blev købt.

Sodalitten kobles på fremmelse af kommunikation, afbalancering af følelser, mental klarhed og intuition – hvilket var lidt sjovt, når jeg havde brugt den meget til mit tredje øje chakra.
Bjergkrystallen er en forstærker, der også ofte bruges på kronechakraet (her bruger jeg dog ametysten). Derfor forbindes den også ofte med åndelig udvikling.

De to sten, der bare ville med mig, dannede altså en stærk kombo der støttede i en spirituel udviklingsproces.
Jeg vidste det bare ikke dengang.

Men det gjorde min intuition.
Og tak for det.

Fra krystaller til tarotkort

Men jeg foregriber fortællingen en anelse.
For inden jeg blev 100 % tryg i det intuitive tilvalg af krystaller, kom tarotten ind i mit liv. Jeg begyndte at tænke mere og mere på det, så videoer om hvordan man gjorde og fik endelig – efter mange tilløb – køb mit første sæt tarotkort. Hvordan dét gik, har jeg skrevet en særskilt artikel om.

Arbejdet med tarotkortene var med til at træne min intuition og udvikle “portalen” om man vil. Så mens intuitionen blev trænet med krystallerne, kom den også på arbejde med tarotkortene. Det der måske overraskede mig mest, var hvor ligetil det hele virkede.

Betyder det at alles vej bør starte på samme måde?

Nej, absolut ikke.
Min vej er den, der gav mening for mig. Andre kan fortælle om hvordan de bedre omfavnede det tidligere i deres liv, måske endda først med både bevidstheden og evnen til at udvikle deres potentiale. Vores veje er forskellige, fordi de roller – de karmiske opgaver – vi skal udføre er forskellige.
Nogle vil starte med et kursus i engle – hvis jeg var blevet introduceret for det, var jeg nok bakket baglæns. Eller rettere – det gjorde jeg. Men for nogle – og der hvor de er i deres liv – vil engle give mere mening og finde mere rodfæste i deres sjæl.

For mit vedkommende, måske fordi jeg er knyttet til naturen, var det naturligt (i retrospekt) at det var jordens egen vidundere, der blev mit startsted, der hvor jeg fandt hvile og ro først.
Og forstå mig ret – det er ikke sådan at jeg har købt nogle krystaller og så er det bare gået fremad. Jeg havde – og har stadig – mine øjeblikke, hvor jeg fanges kort af en tvivl. Kan det nu også passe? Er der rent faktisk vibrationer fra noget, vi kalder for døde ting? De naturånder, jeg er forbundet med, er det bare indbildning?
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at der er masser af mennesker på jordens overflade, der vil stille disse kritiske spørgsmål… og ved du hvad? Det er faktisk frygten for deres “dom” og “hån”, der skaber tvivlen.

Kigger jeg indad, fjerner enhver ydre påvirkning og ekstern mening om rigtig og forkert – så er jeg ikke i tvivl. Men jeg ér et menneske og som sådan fanget af det jordiske ego, som alle andre. Derfor glemmer jeg nogle gange at andres mening om mig og hvem jeg er og hvordan jeg lever ikke har nogen som helst relevans.

Når portalen er åben

Med krystallerne og tarotten var der ligesom åbent for portalen. Jeg havde denne her rent fysiske fornemmelse af at jeg havde en åbning øverst i hovedet, og at der bare blev pumpet lys derned fra Universet. Sommetider var det bare overvældende. Sommetider gjorde det ondt.
Og det er en af den slags ting, der er svære at dele med andre mennesker, fordi de fleste går lidt på bagbenene over det. Ja, selv astrologi og stjernetegn vil for nogen virke okkult.

Jeg har været så heldig at have haft en sjæl, jeg har kunnet rejse med. Vi har delt mangt og meget af vores indsigter og rejser, vi lavede et månedsskema hvor vi hver måned dykkede ned i et nyt emne. Nysgerrige og frie og uden at pådutte hinanden noget, men stadig kunne tage del i hinandens glæder og begejstringer.
Det har været en ubeskrivelig gave. Og jeg ønsker for alle, på tilsvarende rejse, at møde et menneske, de kan dele rejsen med.

Vores fælles rejse har taget os forbi emner som astrologi, alkymi, I-Ching, numerologi og meget mere – med plads til at lade intuitionen tage rattet. Hvad tænder os? Hvilke emner kan der stadig graves i?
Vi gør det ikke for at skulle heale eller tage klienter – vi gør det, fordi vores sjæle kalder på det. Universet skal nok pejle os i retning af det, der skal gøres.

Det var på denne del af rejsen at jeg blev mere og mere trukket mod naturen, ikke bare som interesse, men som et lag af spiritualitet, der var det mest intense for mig. Herigennem dykkede jeg videre ned i heksekunst, shamanisme og gamle nordiske og keltiske traditioner.
Og det var følelsen af at finde hjem.
Finde tilbage – helt tilbage – til drengen, der bryggede styrkende salver under en enorm gyvelbuks.

Druiderne kalder

Ad de kringlede stier, dukkede druiderne op. Først som historier og myter, derefter som nutidens druide ordner. Her lå der et livssyn og en levevej, jeg følte mig dybt forbundet til.
Samtidig var det en opdagelse forbundet med dyb frustration, da den danske sektion havde en dresscode med smoking og møderne var små lukkede forum, hvor der ikke syntes at være meget kontakt til det, druidisme stod for for mig. Nærmere mindede det om broderskaber, eksklusive loger og det var ikke min vej.
Jeg havde svært ved at se, hvordan en dresscode der ville koste minimum 1500 kroner i anskaffelse, i en industri der notorisk er klodens mest forurenende, kunne forene med druidernes grundlæggende filosofi; at tage vare på jorden og møde alt levende med kærlighed og respekt.

Det gik med andre ord stik i mod min overbevisning om at være et menneske til jordens gavn. Jeg følte det som om det var nogle rigmandssønner, der havde overtaget en livsanskuelse uden at sætte sig ind i hvad den gik ud på. Og jeg understreger at det var den følelse jeg sad med – hvordan det rent faktisk forholder sig, ved jeg af gode grunde ikke.

Jeg fandt mit druide hjem i England. Her fandtes der en druide grove, der tog medlemmer ind internationalt. Som led i min introduktion tog jeg del i et halvandet år langt kursus om druidisme og fik ad den vej, generøst og åbent, min indføring i den livsstil, jeg vel egentlig åndeligt har været en del af siden jeg var lille.
Eller – i perioder – for jeg har unægtelig haft mine perioder, hvor jeg selv ikke har været kærlig overfor jordens ressourcer.

Den vigtigste dag i min spirituelle rejse – eller en af dem, for der er mange – er min indvielsesdag som druide. Da jeg ikke havde en lokal grove, måtte jeg klare indvielsen selv. At love mit virke til jordens ve og vel så længe mine lunger tager luft ind, var en milepæl på rejsen.

Bardebrygger og druide

Den sjæl, der delte min indledende rejse, kaldte engang mine køkkenkreationer for “bryggerier”. Det var der, jeg begyndte at forstå, at hun forstod mere om min vej end jeg gav hende kredit for – for selv overfor hende havde det været svært at give udtryk for den vej, min sjæl tog. Husk på, kun få år forinden havde jeg været glødende ateist og afsværget alle helligdage – hun lærte mig at elske dem igen; og hun omfavnede mig, da jeg fik mine egne højtider knyttet til jordens og himmellegemernes dans.
Med hangen til digtning og til legen med ord, blev bardebryggeren til, nogenlunde samtidig med at jeg voksede ind i mit liv som druide.

Mit liv har taget mange skift og der er blevet gjort hovedrent en håndfuld gange. Den vigtigste lektie, jeg bærer i mit hjerte er at alle beskrivende ord – barde, druide, spirituel, mand, kreativ – er netop dét; beskrivende. I sig selv har de ingen relevans for sjælen, men er blot pejlemærker i det jordiske liv.
Og se dig omkring; jo mere vægt vi tillægger de beskrivelser, jo mere ufred er der på vores jordklode. Jo mere vi definerer os som én ting, jo mere taler vi ind i et “dem og os”.

Egoet kan beskrives – og dermed trues.
Vores sjæl, vores indre er uden ord – og uovervindeligt.

Lykke til på din rejse