Druide – hvad er det?

Der er faktisk ikke ret mange, der kender ordet “druide” – og da slet ikke hvad det betyder. Og hvis jeg en sjælden gang, udenfor kredsen af spirituelt interesserede, støder på én, der kender ordet, så er det typisk en karakter i et rollespil, til tider endda ret skummel.

Og det giver faktisk god mening, for der er meget meget få originale skrifter tilbage som vidnesbyrd på de oprindelige druider. Derfor er nutidens druider, i forsøget på at følge de oprindelige, nødt til at fylde hullerne ud selv.

Hvad ved vi om de oprindelige druider?

Når man går på jagt efter vores historie som druider, møder man forskellige udsagn. Groft opdelt beskrives den oprindelige druide som en del af et magtfuldt præsteskab eller som en lærd, der kunne varetage mange opgaver i samfundet, at være præst var der sikkert også nogle der var.

Årsagen til forvirringen finder man to steder; dels i tekst overleveringer fra romere, såvel som den kristne kirke, der søgte at vinde herredømme over kelterne (og dermed havde gavn af datidens form for spin) og dels i 17-1800-tallets lille gruppe af intellektuelle, der søgte at puste liv i gløderne af deres egen lokale arv – og i intentionen fik fabrikeret tekster, der savner den faktualitet vi kender fra vore dages videnskab.
Den største årsag er dog at det oprindelige kildemateriale er yderst sparsomt og sammenhæng nødvendigvis må skabes gennem digtning og kvalificerede gæt.

Går man i dybden og ser på kelternes levevis, så kan meget tyde på at druider ikke var en præsteorden. Kelternes samfund var nemlig opbygget i tre hovedgrupper; producenter (såsom bønder), krigere (der skulle beskytte) og druider, der varetog øvrige samfundsopgaver. Disse kunne godt være præst, men også lærer, rådgiver, forhandler, håndhævere af love, kender af stjernehimlen mv.
Ordet druide betyder oversat noget i retning af “vidensbærer”, “den der kender egen”. Egetræet var et ophøjet træ, der gennem alle tider har været knyttet til visdom og styrke.

Vi må formode om de gamle druider at de var produkt af deres samfund, som primært var stammesamfund. Her levede man i sammenhørighed med naturen i en oplevelse af at være ét med den. Sandhed blev set som den universelle sammenhængende kraft, men ikke kun sandhed i form af fysiske fakta. For kelterne var materie og ånd dybt forbundet og kunne ikke adskilles, ligesom helheden altid var mere end summen af delene.

De gav naturligt til samfundet, der til gengæld tog sig af dem. Alle individer forstod sig selv som en del af det højere hele. Der findes overleveringer der tyder på at kelterne havde et overordentligt socialt system sat op, selv med nutidens øjne. Et system der har været muligt, fordi ansvarsfølelsen og fællesskabsfølelsen var så stærk.

Druiderne varetog primært de mere intellektuelle opgaver. Det kunne være viden om at lave urtemedicin. Viden om at udvikle redskaber og bygge. Viden om stjernerne. Viden der skulle undervises videre.
Som sådan var de ikke “højere” end andre, for kelternes helhedsoplevelse af verden betød at alle vidste at alle var nødvendige. Bønderne og andre producenter, som vi i dag nok ville tænke lå lavere, var lige så essentielle for kelternes verden, som druider og krigere var. Ingen kunne undværes. Alle brugte den styrke, de var blevet givet af guderne.
Arbejdsfordelingen var altså ret simpel; producer til stammens opretholdelse (bønder), beskyt og forsvar din stamme (kriger) og sørg for din stammes øvrige velbefindende (druider).

Når det kniber med mængden af overleveringer så skyldes det dels Romerrigets udbredelse og senere kristendommens indtog.
Først presser Romerriget kelterne, der faktisk er spredt ud over det meste af Europa, op mod de Britiske Øer (det er først de senere år af kelternes tid, at deres område var indskrænket til De Britiske Øer).
Ikke at der er tale om massiv folkeflugt, men enten flyttede kelterne eller også måtte de underkaste sig Romerriget og dyrke deres egen overbevisninger mere i det skjulte.
Da Romerriget er på sit ypperste og begynder at falde tilbage, har romerne ikke formået at indtage de Britiske Øer til fulde. I sær Irland og Skotland er kelterne stadig synlige og aktive, i følge overleveringerne. Og måske derfor forbinder vi i dag næsten udelukkende keltere med Irland og Skotland.

Efter romerne rammer kristendommen for alvor, der går mere hårdhændet til værks. Kelternes guder må og skal fortrænges til fordel for den kristne lære og der gisnes om regulær udrensning af druider på den bekostning.
Og det er i sær her historien om druider som “mystiske elitære og egenrådige præster” tager fart, fordi det billede gør druiden til en legitim trussel.
Der er imidlertid ikke foregået en systematisk, massiv udrensning af hverken keltere eller druiderne i kelternes samfund. Noget så enormt ville have været skrevet ned mange steder og dermed bevaret i et eller andet format – i sær hvis kirken (eller romerne) havde haft succes. Derfor tyder meget på at druiderne “forsvandt” fordi der – for at beskytte sig selv – blev taget andre “titler” i brug, såsom “barder” og senere reelle funktionsbetegnelser. Andre steder, i kraft af kristendommens overtagen af hedenske fejringer, skiftede traditionerne langsomt over generationer til kristne traditioner – men med keltisk ophav.
I virkeligheden levede kelterne videre og overdrog formodentlig deres arv mundtligt til næste generationer, skrev digte og sange om deres rødder, indtil nogle en dag blev skrevet ned. Men sådanne mundtlige overleveringer har det med at tynde ud – og som H.C. Andersen så rigtig lærte os; en fjer bliver nemt til fem høns. Derfor må de overleverede digte og sange også anskues med en vis kildekritik.

Der er altså ingen, med respekt for sig selv eller forfædrene, der kan gøre krav på at kende den hele sandhed om de oprindelige druider. Historie og udviklingen har spillet deres kort, som de gør det med alle andre dele af menneskets grupperinger – kristendommen ingen undtagelse. Man kan tale om plausibilitet. Man kan lægge de få brikker, der er blevet overleveret og lave nogle konklusioner. Men mange huller er fyldt ud med kvalificerede gæt eller regulær digtning ud fra øvrig tilgængelig viden.

Når jeg her ikke giver mange ord til opfattelsen af druider som mægtigt præsteskab, der lavede ofringer og mere eller mindre egenhændigt styrede deres samfund, så skyldes det at teksterne der angiver dette kommer fra kelternes “fjender”, romerne og den kristne kirke, der havde interesse i at fremstille druiderne og kelterne som nogle der skulle overvindes.
Derudover giver kelternes formodede samfunds- og verdenssyn ikke logisk plads til en så mægtig, elitær gruppe.
At der er foregået ofringer, er dog arkæologisk uomtvisteligt. Det foregik i mange kulturer rundt om i verden og var et af oldtidens redskaber til bl.a. at behage guderne. Da man regner med at druiderne har forestået “andre opgaver til stammens velbefindende” kunne ofringerne meget vel have ligget under deres ansvarsområde.
At det er foregået som elitær egenrådig magt, giver imidlertid ikke logisk mening ud fra de tekster, der er overleveret.

Og her kommer så det, der kan få endnu mere gyngende grund under vores viden om druiderne og kelterne – selv betegnelsen “kelter” skal tages med et gran salt.
Der er nemlig intet der tyder på at dem, vi kalder keltere, selv identificerede sig som keltere. Der var intet “nationalt” arnested, men den midt- og nordeuropæiske gruppe, vi i dag definerer som keltere, bestod af mange mindre stammesamfund, der dog tilsyneladende har haft samme sprog, tilsvarende guder og samfundsstuktur – men ellers ikke meget fællesskab på tværs af stammerne og lokalsamfundene.

Derfor er kelternes historie og deres samfundsstruktur også belagt med gætværk, der yderligere vanskeliggør, hvad der egentlig kan siges om oldtidens druider.

Skal vi holde os til det vi véd, så er det meget kort:

• der var en gruppe i den periode, hvor vi placerer kelterne (dvs. 500 f.v.t.-300 vor tid) der blev kaldt druider.
• De havde en form for opgave i samfundet der – for nogle af dem i hvert fald – satte dem i mere magtfulde hverv.
• Druider var både kvinder og mænd.
• Alle overleverede tekster knytter druiden til naturen og til visdom eller en vidensplatform i samfundet af en eller anden art.

De moderne druider

Da en gruppe intellektuelle i 17-1800-tallet satte sig for – i lyset af voksende industrialisme og opgør med de store klassiske tekster og den kristne religion – at vende blikket mod deres egen lokale arv, deres egne rødder, byggede de fundamentet til det, druider er i dag.

De er blevet stærkt kritiseret af eftertiden for manglende faktuel præcision og på den baggrund dømt “ude” – men selvom de lukkede huller med digtninger og fakta, der ikke ville møde vore dages videnskabelige standard, så er de dog lykkedes med nogle vigtige parametre;

• at viderebringe kelternes forståelse af samfundet
• at formidle og genoplive kelternes forståelse af verden som en organisk helhed

Fordi de oprindelige kelteres (og dermed druiders) verdenssyn i både 1800-tallets overvejende kristne samfund og nutidens meget videnskabelige samfund virker meget spirituelt, forveksles druidisk levevis ofte med spiritualitet eller religiøs tro i sig selv.
At være druide – i den moderne definition – handler dog mere om at viderebringe viden om helheden, om tingenes sammenhørighed, om arbejde for fred for alle. Mange af nutidens druider har i forskellig grad også adopteret kelternes guder og helte eller andre retninger indenfor det paganske paraply.
Men du kan også sagtens finde kristne druider, buddhistiske druider eller ateistiske druider. At være druide er ikke en religion, end ikke en spirituel retning i sig selv – det er en rolle og et ansvar, man tager på sig for helhedens velbefindende.

Druider kan i dag findes i forskellige fora. Nogle er lukkede, nærmest elitære og udelukker kvinder. Andre er åbne og deler gerne ud af den visdom, de ligger inde med. Og igen andre er det, man kalder hedge druids, dvs. de helt eller overvejende arbejder alene og skaber deres egen praksis og ritualer.
Nogle bruger deres druidiske virke til at starte gode samtaler og debatter, andre bruger hedenske traditioner, magi og ritualer til at styrke deres forhold til Jorden – du finder næppe to druider, der er ens i deres måde at være druide på.

Ligheden finder du i værdisættet.

Druidens moderne værdisæt

Det helt grundlæggende ved at være druide indeholder følgende:

• ansvarsfuld og respektfuld kærlighed til naturen
• tilknytning til årstiderne som naturens puls og symbol på alt levendes cykliske forløb – herunder reinkarnation i et eller andet format. Årets cyklus fejres ved de 8 højtider, som også kendes fra eksempelvis pagan og wicca retninger.
• opdage egen spirituelle rejse og arbejde med fred som ståsted inspireret af Awen.
• søgen efter visdom til at opfylde det ovenstående. En druides rejse er aldrig færdig.

Som sagt, grundet den måde vores samfund er bygget op i dag, virker druidisk livsstil meget spirituel. Men for kelterne – og andre oldtidssamfund ud over kloden – var det naturligt og normen at se livet som cyklisk tilstand, verden som en helhed, hvert levende væsen er en del og alle dele af naturen med en livskraft anderledes end, men på lige fod med menneskets.

Strukturelt er druidisk levevis delt op på 3 grundpiller:

• Livsfilosofi
• Spirituel overbevisning
• Religion

Livsfilosofi

Enhver druide har en dyb anerkendelse og respekt for naturen, der gennemstrømmer alle valg, der træffes. Der er tale om en dyb tilknytning og sameksistens med alt i naturen. Druiden ærer, respekterer og holder af alt, der er – også forfædre, som spiller en central rolle i druidisk levemåde.

Spirituel overbevisning

Når du følger druidisk levevis som spirituel overbevisning, er tilknytningen til naturen og forfædre af spirituel karakter. Alt i naturen har en ånd (spirit) og druiden der følger den spirituelle vej søger bl.a. at hele det brud, der er sket mellem menneske og Verdens ånd.

Religion

En tilbagevenden til at dyrke guderne som vores forfædre gjorde. For kelterne var guderne meget virkelige, om end de formodentlig har været personificeringer af naturkræfterne. Uanset, inddrager du guderne i din druidiske praksis, følger du druidisk levevis som en religion.

Der er ingen dogmer indenfor druidisk levemåde. Hvilke(n) gud(er) du knytter dig til, hvordan du oplever verden spirituelt er din egen sag. Du kan følge druidisk væren som livsfilosofi, du kan følge den som livsfilosofi OG spirituel overbevisning – eller du kan være druide, der inkorporerer alle tre grundpiller. Men hvordan det i praksis tager sig ud er meget individuelt.

For mit eget vedkommende har jeg alle grundpillerne; men jeg holder mig ikke til de keltiske guder på det religiøse felt. I virkeligheden lever jeg nok i en blanding af panteisme, naturreligion og pagan.

The Awen

Moderne druider har stor respekt for Awen symbolet, der er oversat betyder “inspiration” eller “essens”. Symbolet er helt central i den moderne druides lære og dateres så langt tilbage som det 9. århundrede.
May the light of the Awen be with you, er en velkendt hilsen.

Awens lys symboliseres med tre prikker på linje, hvorfra tre stråler spreder sig ud. Disse stråler kan have flere betydninger, men mest gængs er sandhed, balance i livet og eksistens.
En del af druidelæren omfatter de tre element områder “Land, Sea and Sky” – her er the Awen også ofte brugt som symbol på denne tredeling.

Hvordan ved jeg om jeg er druide?

Det giver måske sig selv ud fra ovenstående, men du ved du er druide, når du som minimum kan omfavne livsfilosofien. Det betyder at mange egentlig lever efter druidisk filosofi uden at være klar over det. Her er forbindelsen til forfædre værd at fokusere på, da druider netop har en høj grad af respekt for dem, der har gået forud.

Derudover genkender du dig selv i grundessensen i druidisk levevis, hvor du aktivt søger visdom om livet og udvikling på den spirituelle rejse, bevidst arbejder med at møde verden med fred og ser og mærker den cyklus, der er i alt levende. At være druide er imidlertid ikke kun at absorbere viden – det er i høj grad også at legemliggøre den visdom, man tilegner sig.

Dette er udgangspunktet fra den druide orden, jeg selv er en del af. Der findes andre ordner, nogle lukkede, så deres respektive adgangskrav kan jeg naturligvis ikke tale for .

Du behøver heller ikke at være med i en Orden.
Jeg har valgt at være det, netop i kraft at ønsket om at lære så meget som muligt fra de ældre druider. Dog er min tilknytning online, da Ordenen ikke befinder sig i Danmark.
Jeg var desværre ikke i stand til at finde en dansk Orden som jeg følte var i overensstemmelse med det, jeg havde lært om druiderne, både antikke og moderne.
Det giver ingen logisk mening for mig at udelukke halvdelen af befolkningen (kvinder) når vi taler om at tage vare på naturen og arbejde for mere fred.
Det giver ligeledes heller ikke mening for mig at man skal rekvirere ny habit – noget, der støtter den måske mest forurenende industri på kloden.
Og det giver ikke mening for mig at gøre druidisk levevis og fredsfilosofi til lukket loge-forsamling a la frimureri.
For mig og min optik tjener det ikke helheden.
Men jeg er som sagt ikke bekendt med det, der ligger bag facaden, så om svarene på spørgsmålene findes dér, kan jeg af gode grunde ikke sige.

Hvis du mærker kaldet indeni, vil jeg anbefale dig at undersøge de forskellige Ordner. Du kan sagtens have en tilknytning til en Orden, men primært være hedge druid, der skaber din egen praksis.
Du kan også gå ombord i den stadigt voksende litteratur liste, jeg er ved at bygge op her på Bardensbo. På listen finder du overskriften “Litteratur til druider” og her finder du forskellige litteratur og links til websites, der kan hjælpe med at udvide dine druide-horisonter.

Jeg håber, du føler et større indblik nu i hvad druidisk levevis går ud på og hvad betegnelsen druide dækker over. Det har – selvom teksten er lidt lang – været et groft opridset billede og der kan graves meget dybere.
Essensen håber jeg dog, jeg har formået at få frem.

Hav en fantastisk dag.