Den første udesidning – hvad skal du være klar på?

Jeg kan huske at jeg læste om udesidning allerførste gang i Annette Høsts “Jorden Synger” og jeg var bjergtaget. I det hele taget var Jorden Synger mit første blik ind i at der var andre, der følte et naturkald – og udlevede det til fulde.

Der er faktisk rigtig meget viden omkring baggrunden for udesidning online, så det vil jeg ikke gå så dybt ind i – derimod vil jeg gerne bruge lidt krudt på at sende dig godt på vej.

Fordi, det at sidde ude, det er da ret nemt, er det ikke?
Ikke helt – så lad mig tage dig igennem min egen første oplevelse med at sidde i natten.

Udesidning er meget mere end bare at sidde

Hvis du har lavet bare lidt research på udesidning, så ved du allerede godt at udesidning handler om meget mere end blot at sidde stille og lytte.

Sådan ser det ganske givet ud, udefra – men jeg lover dig at selv efter min første, ret milde, udesidning, så var jeg virkelig træt. Og høj på oplevelsen – og den besynderlige modsætning er også ret speciel at være i.

Der er lidt forskellige tilgange i moderne tider til hvad udesidningen egentlig indeholder. Jeg er et ret åbent menneske, så jeg har ikke behov for at indsnævre det i min egen praksis – men det er der andre der har og det er det helt rigtige for dem. Så mærk først og fremmest efter (som altid) hvad din egen intuition guider dig til.

For mig er udesidningen i første instans at connecte til Universet gennem naturånderne og/eller himmellegemer. Den kontakt kan jeg så være kanal i for kollektivet eller jeg kan rådføre mig om et givent emne eller jeg kan meditere på f.eks. mine egne skyggesider (det synes jeg personligt giver så meget mening, nu jeg alligevel sidder i natten). Det er de tre områder, jeg læner i mod, men jeg vil ikke afvise at der kan komme andet på med tiden.

Men før du connecter med Universet, så skal tankerne tøjles – ligesom enhver anden meditation. Udfordringen er blot at nu sidder du i et miljø, hvor skyggerne er lange, lydene besynderlige og i sær insekter synes du er mega spændende. Læg dertil at man typisk sidder hele natten indtil solopgang og at temperaturen i nordiske lande sjældent er til den cozy side, så har du faktisk en samling af omstændigheder, der kan være ret så udfordrende mentalt set.

Alene at opøve evnen til kontakt tager sin tid og sin øvelse (for langt de fleste).
Derfor lad os pille én typisk forventing væk med det samme:

Din første gang bliver din tur på glatbane

Ligesom al anden begyndelse, så bliver den første gang ikke den store shamanistiske oplevelse (med al sandsynlighed). Og da kroppen både fysisk og psykisk bliver sat igennem nogle prøvelser, så kan du ligeså godt starte blidt ud på alle fronter.

For succeskriteriet ved den første gang er ikke at du får en stor spirituel oplevelse.
Succeskriteriet er at gennemføre den tid, du har sat dig for og at du føler at du formår at bevare balancen også når sindet bliver udfordret.

Jeg valgte at lægge min første gang på en mørkelagt parkplæne ved fjorden, ikke langt fra mit hjem. Derudover valgte jeg en sommerdag uden regn, hvor temperaturen var over 15 grader.
Det vil sige at jeg på forhånd havde skabt nogle rammer, der gjorde at jeg relativt hurtigt kunne komme hjem, relativt hurtigt kunne finde lys og med en uldsweater heller ikke ville komme til at fryse.

Hvad du har brug for af sikkerhedsnet til din første udesidning, kan du bedst selv mærke. Hellere et par for mange end for lidt.

Din første udesidning handler lidt om at få en fornemmelse for hvor lang tid kan føles – og så hvor hurtigt den alligevel går. Det handler om at blive lidt klogere på hvordan krop og sind reagerer på mørket og kulden – og hvordan du tackler det.
Det giver dig en vigtig viden og øvelse til når det bliver mere “alvor”. Der er heller ingen der siger du skal skrue op på fuld blus allerede fra gang nummer to – øv dig i det tempo, der føles behageligt. Og har du taget nogle lange ture om sommeren og du pludselig står med frosten for første gang, så skru ned igen. I det hele taget, vær meget opmærksom på vejret, for du må ikke give slip på din sunde fornuft. Noget vejr er farligt at sidde ude i en hel nat – så er du det mindste i tvivl så lad hellere være. Universet kommer aldrig til at skælde dig ud for at passe på dig selv – tværtimod. Universet har brug for at du passer på dig selv.

Og selvom det virker fjollet, så passer billedet med kravlegården under kørekort timerne faktisk ret godt. De første gange er første gang, første gang med regn, første gang med frost, første gang i skoven osv. alt efter hvad du sætter af rammer. Når en af rammerne udskiftes i din udesidning, så giv dig selv en “prøvegang”, en tur i kravlegården, til at fornemme hvilke ændringer det giver inde i dig.

Din første udesidning – tjeklisten til forberedelse

• Vælg et sted, du føler dig både tryg og opløftet
• Beslut hvad de vejrmæssige rammer skal være
• Beslut et tidsrum; hele natten eller kortere tid
• Hjælpemidler (pude, ekstra tøj, lygte, mad, drikke – myggespray)
• Sørg for at lade godt op og få rigelig søvn dagen forinden
• Sørg for at du har mulighed for at trække stikket dagen efter – du vil højst sandsynligt være træt og have brug for at lade oplevelsen lande ordentligt.

Nu har du sat dine rammer op for det helt praktiske. Og nu kommer jeg så med et par ekstra råd; en banan kan hjælpe med at holde på vandet og en skive rugbrød kan give dig et lille boost inden du tager afsted, så maven har lidt at arbejde med. Det kan godt være svært at meditere med en brølende løve inde bag navlen.

Når du har sat rammerne skal du gøre op med dig selv om du vil have en problemstilling eller et emne med du skal meditere over. Her er det vigtigt at du kan “være i” at den måske ikke udfyldes, fordi hele oplevelsen kalder på din opmærksomhed.

Selv synes jeg at det var rart at jeg havde den med, men jeg blev også nødt til med jævne mellemrum at lægge meditationen fra mig og bare være i ét med natten.

Det er lidt ligesom at stå i mosh pit og filme en koncert… nogle gange skal man bare pakke mobilen væk og give sig hen.
Så hvis du ved med dig selv at du vil have svært ved at tage en meditation med som så ikke udføres, så lad den vente.
Bliver der plads så mediter i stedet over taknemmeligheden og at du får lov at få den oplevelse med natten.

Ups… det havde jeg ikke lige tænkt over…

Nu deler jeg noget, der er lidt privat og som jeg faktisk stadig har det lidt spøjst med.
Men en time før soloopgang til min første udesidning, der skulle jeg sådan lade vandet. Jeg kiggede på klokken og tænkte “arj, det kan jeg godt holde ud”… men så nåede jeg den der time, hvor mørket uendelig langsomt løftes og blæren var ved at varsle strejke og tage på protestferie.

Nu er jeg et menneske, der slet ikke er god til det der med at lade vandet offentligt – og jeg synes faktisk det er ret ulækkert at gå forbi en eller anden, der lige hiver bettemanden ud i port eller baggård. Ja, der er jeg måske sart. Min pointe er; jeg har ikke ladet vandet offentligt, ude i det fri siden jeg var bette.

Så jeg lukkede øjnene og tænkte “Elias… der er så mange der allerede gør det. Også i dagslys. Og der er ingen der kan se dig, for stien deroppe er oplyst og de kan kun se et mørkt hav derfra.”

Så jeg gik et godt stykke væk fra hvor jeg sad og kiggede mig mistænksomt i alle retninger og så tog jeg en meget dyb vejrtrækning og fik lettet blæren, der nærmest var øm over at skulle holde det inde.

Nej – der er ingen “busted” historie eller at jeg faldt oven i det eller noget – men derfor er det altså stadig – for mig – noget jeg ville have ønsket jeg havde taget med i betragtningen inden jeg tog afsted.

Men det er også en balancegang, for det nytter ikke noget ikke at drikke hele dagen, for kroppen skal bruge væsken.
Så vær forberedt på at det kan være vandet lige skal lades en enkelt gang – og hvis du skal bruge noget i tasken til det (håndsprit, vådserviet mv) så pak det med i tasken.

En anden ting jeg ikke havde tænkt over ved min egen første udesidning, var at det var lørdag nat, ret centralt og der ville være en del mennesker på vej hjem fra byen (oftest fulde, syngende og højt debatterende).

For mig, gjorde det ikke noget, for jeg tog det som en del af nattens lokale lyde (vi mennesker er jo en del af naturen), men min bekymring gik på om jeg blev opdaget ude i mørket og om nogle af de fulde mennesker ville være ubehagelige.
Det er for specifikt at sige “forbered dig på fulde mennesker”, for dit sted kan være ganske anderledes. Men tænk over det sted du har valgt, om der er store veje i nærheden, eller andre ting, der kan “forstyrre”. Og tag de forholdsregler, der er nødvendige, hvis du tænker de kan spænde ben for den gode oplevelse.

Livets overraskelser- også i udesidning

Du kan næsten ikke undgå at din udesidning(er) ville overraske dig fra tid til anden.
Der vil før eller siden (oftest før) dukke noget op, du ikke lige havde tænkt over eller forberedt.

Og så er der kun at tage den derfra.
Da jeg stod med en blære, der ikke kunne mere, vidste jeg at enten skulle jeg overvinde min egen modstand mod at lade vandet offentligt – eller også måske jeg bryde op før jeg ønskede det. Mit mål havde været en time, så jeg havde opfyldt min egen ramme, men jeg var slet ikke klar til at tage hjem.
Så jeg valgte at overvinde min egen mangeårige modstand – og sådan kan du også komme til at skulle tage nogle beslutninger derude.

Der er ingen forkerte beslutninger. Vælger du opbruddet, er du ikke svag eller en dårlig udesidder. Jeg vil vove at påstå at du kun kan være en “dårlig” udesidder, hvis du ikke respekterer dine egne grænser.

Efter din første udesidning

Jeg glemmer det aldrig.

At vende mig om i fjordparken og se den nordlige horisont ligne i et begyndende flammehav.

At vide at jeg havde gennemført min første udesidning.

At mærke alt det jeg havde fået fra den, selvom det kun handlede om at være der og meditationen blev lagt lidt væk.

Jeg smilede – og det var et smil, der rakte helt ind i knoglerne.
Der er ingen ord for den følelse af taknemmelighed, storslåede ydmyghed over at være en del af dette Univers. De første dage efter, når jeg forsøgte at tale om det, kom tårerne til mig på den gode, rene måde.

Jeg har lyst til at fortælle dig alt, men jeg vil heller ikke risikere at du så går til din udesidning med billeder af hvad du “skal” opleve.
Lad dit sind være åbent. Hav fat i tøjlerne, men hav dit sind åbent.
Se.
Lyt.
Duft.
Mærk.
Giv plads til de små mirakler.

De små, men uendeligt vigtige erkendelser.

Jeg ønsker dig alt det bedste med din første udesidning og jeg tager meget gerne imod historier, du måtte have lyst til at dele. Jeg deler dem gerne på mine platforme med et tag eller link til din platform – eller hvis du bare har behov for at dele det, udenom medierne, så lytter jeg også gerne.

Jeg stod selv lidt og manglede et øre eller to, der bare tog i mod.
Du skal blot bruge ordet “Udesidning” i emnefelt ved mail – eller skriv “Udesidning” på den allerførste linie hvis du bruger PB på Insta.

God fornøjelse med dit smukke eventyr og dit næste skridt på din rejse.

Alt det bedste til dig.

Blessed be.